Når jeg læser, har jeg gerne sådan en Heisenberg-tåge af “hvad er det næste, jeg skal læse?” omkring mig, der kollapser til et valg omkring slutningen af den pågående bog (nogle gange i panik, andre gange velovervejet). Og så er der andre gange, hvor hele processen bare kortsluttes, når konen modtager en pakke fra Saxo, og den bl.a. indeholder fortsættelsen til Adrian Tchaikovskys “Children of Time”, nemlig “Children of Ruin”.

Har man ikke læst etteren i serien, vil der nok være lidt spoiler her, selv om jeg kun er halvvejs gennem bogen – for starter man Ruin uden at have læst Time, vil man nok blive lidt forvirret. Der er mennesker, jaja – men edderkopper? Og en kunstig intelligens, der tror, den er et menneske, men som kører på myrer? Det er blot udgangspunktet – der tilsættes snart blæksprutter og noget helt, helt andet, der stadig lurer i baggrunden, men lader til at blive et godt klassisk scifi-skræk-scenarie tilsat lidt hård science fiction.

Jeg hygger mig med andre ord.

Jeg tror, science fiction har fået en mindre fiksering på blæksprutter, siden Margaret Atwood prøvede at affærdige “Oryx og Crake” som værende ikke-sf, fordi den ikke var “talking squid in space” – i al fald er jeg i de senere år stødt på flere og flere af slagsen, og det virker lidt som en vis finger til fru Atwood. Det kan naturligvis have sin egen værdi, men Tchaikovsky er god til det – og “Children of Ruin” diskuterer bl.a. problemerne med at kommunikere med en race, der hovedsageligt er visuelt orienteret. For ikke at sige har et helt anderledes opbygget samspil mellem krop og hjerne.

Tchaikovsky bruger lidt den samme opbygning her som i Time – nemlig sideløbende historier, hvor den ene foregår i mere darwinistisk tid, omend darwinistisk på speed, da der er mennesker ind over, som piller i tingene. Den del af historien foregår på en planet udvalgt til det Gamle Imperiums terraformingsprojekt, der netop er påbegyndt, da imperiet bryder sammen og efterlader en lille gruppe mennesker alene med intet andet at lave end at… nåja, pille ved tingene.

I den anden del af historien følger vi edderkopper og mennesker (kendt fra Time), der drager ud for at finde eventuelle rester af det Gamle Imperium og render i det, der er blevet af projektet. Noget, de ser ud til at komme til at fortryde.

Indtil videre er “Children of Ruin” rigtig god science fiction med masser af ideer, nogle plotdrejninger og en god stemme. Og som en bonus har Scifi Snak lige behandlet “Children of Time”, så jeg er i gang med at få den opdateret, mens jeg læser.