Patrick Ness: The Knife of Never Letting Go

KAOS PÅ TO BEN. Forestil dig, at hver eneste tanke, der farer gennem dit hoved, bliver sendt højt og tydeligt til alle omkring dig. Hver evig eneste lille indskydelse. Og det samme gør sig gældende for alle andre, så verden er et helvede af støj, samtlige døgnets 24 timer. Mennesker er kaos på to ben. Er der noget bedre billede på at være ung?

Det er den verden, som Todd vokser op i. Det er en planet, som blev kolonialiseret af Jorden for en årrække tilbage, og som snart viste sig fra sin grimme side: en krig brød ud mellem menneskene og de indfødte Spackle; en krig, som formede Todds verden på flere måder: før Spackle-racen blev udryddet, brugte den en virus, som gjorde alle mænd til konstant tændte tankeradioer og slog alle kvinderne ihjel. Prentisstown, hvor Todd er vokset op, er den eneste overlevende bosættelse på planeten, et samfund, der er som menneskeligt kviksand. En lille by fyldt med mænd, vrede mænd, bitre mænd, mænd der er fanger af fortiden og minderne om deres afdøde koner og døtre.

Og så en dag, dybt i den sump, der omringer Prentisstown, møder Todd en umulighed: en pige.

Og pludselig er alt det, han har taget for givet, forkert. Hun taler ikke… på nogen måde; der er ingen mental støj, og Todd kan ikke læse hende, som normale mennesker har gjort hele hans liv. Hun er helt ulig alt, hvad han ved.

Og er der noget bedre billede på at være ung og møde det modsatte køn?

”The Knife of Never Letting Go” fortælles af Todd selv, og hans stemme er klar og skarp gennem hele historien. Og det er en fryd.

Han er tydeligvis et barn af sin verden, men samtidig ved siden af – den sidste dreng i en landsby, hvor tingene kun kan gå én vej. Han står på kanten til voksenverdenen, da alt bryder sammen omkring ham, og han må hovedkulds drage ud på en rejse, der er både fysisk og mental og lige farlig på begge planer. Og som læser bliver man revet med.

Vigtigst i ”The Knife…” er dog den konstante humor, der strømmer gennem historien. Todds konstante kompagnon er hunden Manchee, der (igen som en følge af krigen) kan tale, og både deres samtaler og hovedpersonens indre monologer formelig sprudler. Men samtidig evner Ness at svinge historien over i det alvorlige, ja ligefrem hjertegribende, når han vil. Det er et talent, som man ikke ser tit, men det betyder enestående læsning. På den ene side er der tale om en bog, som det er meget svært at lægge fra sig – på den anden er det en af de meget få bøger, hvor jeg har måttet stoppe op og lægge den ned et øjeblik.

Der er tale om første bind i trilogien ”Chaos Walking”, og Ness formår at overraske så mange gange gennem historien, at det kribler i fingrene efter at få fat i næste bind. Det er med andre ord en bog der absolut kan anbefales.

Comments

  1. Vicky Lund

    Hej Janus

    hmmm…jeg havde egentlig tænkt mig, at ville høre dig om den var meget “ungdomsbogsagtig” læs: uden den der kant, der skal til for at gribe den lidt ældre læser. Men…din anmeldelse er så medrivende at jeg ikke kan lade være med at hoppe på – din begejstring plejer at ligge ganske tæt op af min egen, så den må sku være god – med eller uden kant 🙂

  2. Janus

    Den har nemlig lige præcis den der kant 🙂
    Personligt tænkte jeg faktisk ikke over, at den skulle være en ungdomsroman. Den er helt klart en af de bøger, som kan læses af voksne med stort udbytte.
    Jeg fandt den forresten via Bogsider – hun er så ikke så vild med fortsættelsen, men den skal nu læses alligevel.

    Jeg har lige læst “Azrael den vingeløse”, som også er ungdoms-sf, og den mangler helt den kant, som “The Knife…” har. Rent tjubang uden videre dybde i personerne – der kommer nok en anmeldelse på Fortællingen.dk

  3. Louise

    Det er en fantastisk bog, og jeg glemte selv fuldstændig, at det var en ungdomsbog langt det meste af vejen igennem den. Nummer to i trilogien, hvoraf den tredje endnu ikke er udkommet, var ikke helt på højde med etteren efter min mening, men jeg glæder mig til at høre hvad andre synes om den 🙂

  4. Pingback: Patrick Ness: The Ask and the Answer | Den elektriske kanin

  5. Pingback: Patrick Ness: The knife of never letting go « Tiger vil høre mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.