Om Jon Brændsgaard Toft

Jon Toft var blot femten år, da han skrev sin første bog, science fiction-romanen “Den knaldrøde zone”, men dog atten år, da den blev udgivet på Mellemgaard i 2005. Tre bøger er det blevet til i den serie, men de sidste to år har han udgivet to bind i fantasy-serien “Vampyrkrøniken”: “To sider, samme sag” og “Elliot”. Toft laver desuden musik, hvilket man kan finde flere eksempler på på hans hjemmeside.

Forlaget om første bind i Vampyrkrøniken: “To sider, samme sag”

Der er masser af spænding i vente med udgivelsen af første bind i Jon Brændsgaard Tofts nye eksotiske fantasyserie.

Toft, som tidligere har udgivet Den knaldrøde zone og Den Azurblå zone, lægger med udgivelsen af Vampyrkrøniken grunden for et nyt fantastisk univers.

Denne gang befinder vi os i en fantasyverden, der kan bringe mindelser om Tolkiens Ringenes Herre, hvor mennesker og vampyrer har delt døgnets lyse og mørke timer imellem sig. Da en mystisk sygdom lægger folk tidligt i graven i drengen Rudys landsby, beslutter den unge helt at drage ud og redde sin hjemstavn. På rejsen møder han Stella, som er ung, smuk og vampyr. De to finder ud af, at de, på trods af det indædte fjendskab deres racer imellem, har et fælles mål og slår følgeskab på en spændende rejse, der fører dem gennem en verden af jungle og hav.

Forlaget om andet bind i Vampyrkrøniken: Elliot

De flere tusinde år gamle vampyrfyrster, Thesmarein af Lamandir og Gorrun af Irrir, har aldrig været venner, men de har i lang tid ignoreret hinanden grundet de store geografiske afstande mellem dem. Men vampyrbestanden er vokset, og en fødevarekrise er under opsejling. Menneskene er en truet art. Konflikten er uundgåelig. Samtidig er den rebelske vampyr Elliot på flugt i Lamandir efter at have trodset sin fyrste. Undervejs på sin rejse lærer han at der er langt mere i spil end som så, og for ham gælder det derfor om at være vågen og flytte sine egne brikker bedst muligt.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv – hvem er Jon Brændsgaard Toft, og hvad skal man forvente sig af serien “Vampyrkrøniken”?

Ja, mit navn er Jon, som bekendt. Jeg er 23 år, og jeg er født og opvokset i Århus. Jeg har gået på Rudolf Steiner-skolen og har derved allerede som lille fået serveret de basale skolefag med et kreativt twist. Jeg har altid været fascineret af idéen om andre verdener og væsener. Vampyrserien ser jeg som et eventyr, hvor man som læser kan leve sig ind i en fantasifuld verden og leve med karaktererne. De fleste vampyrhistorier og –film foregår i nutiden og er meget action- eller horror-prægede. “Twilight” kom så med en romantisk vinkel, men min serie er mere inspireret af traditionel middelalderfantasy, blot tilsat vampyrer.

Du har udgivet fem bøger indtil videre. Hvornår og hvordan begyndte du at skrive? Og hvor lang tid tog det, før du blev udgivet?

Jeg begyndte at skrive min første bog i 9. klasse i en matematiktime. Der blev repeteret et emne, som jeg havde opfattet første gang, så i ventetiden begyndte jeg at skrive en historie. Et halvt år efter var den færdig. Jeg var 15 år på det tidspunkt. Året efter var jeg på efterskole og havde derfor travlt med andre ting, men gav mig dog tid til at få sendt bogen ind til nogle forlag, der dog pænt takkede nej. To et halvt år efter besluttede jeg mig for at prøve igen. Jeg fik fat i det fynske forlag Mellemgaard, og i februar 2005 udkom “Den Knaldrøde Zone”, tre år efter den var blevet skrevet. I mellemtiden var jeg begyndt på opfølgeren, som skulle vise sig indtil videre at være den bog, jeg har været længst tid om at skrive, med flere måneders pauser ind i mellem, men i maj 2007 udkom “Den Azurblå Zone”. Begge bøger foregår i fremtiden, hvor menneskene har forladt Jorden for at kolonisere nye kloder. Tre unge klassekammerater opnår kontakt med nogle aliens, der advarer menneskene om, at en aggressiv fjende er på vej. Det er nu op til disse unge teenagere at rejse ud og finde måder, hvorpå de kan sikre sig menneskehedens overlevelse. Efter jeg havde skrevet de to, tænkte jeg at jeg ville prøve noget nyt, og en af mine venner foreslog mig, at jeg opfandt en verden, hvor den ene halvdel af befolkningen var vampyrer og den anden halvdel var mennesker med en blodsygdom. Dér var skelettet til første del af “Vampyrkrøniken”.

Du debuterede med en serie, et science fiction-drama i tre bind, og nu er du i gang med en ny – hvad er det, der tiltrækker dig ved romanserier?

Jeg tror egentlig, at det har været tilfælde på tilfælde. Hverken “Den Knaldrøde Zone” eller “Vampyrkrøniken” var tænkt som serier, før jeg fandt mig selv i fuldt sving med at skrive fortsættelser. I tilfældet med zone-serien var det som at skrive et nyt kapitel i den samme bog, da jeg begyndte på “Den Azurblå Zone”, selvom jeg introducerer nye karakterer og har en mere detaljeret historie at fortælle der. “Vampyrkrøniken” er anderledes. Jeg var blevet glad for universet og den verden, historien foregik i, men 2. del har absolut intet med 1. del at gøre. Hvor 1. del ses fra menneskenes synspunkt, hvor de skal forsøge at finde oprindelsen på den førnævnte blodsygdom, handler 2. del nærmest kun om vampyrer og deres interne stridigheder i en helt anden, mørkere del af verdenen. Det samme kan man egentlig sige om “Den Flaskegrønne Zone” i forhold til de to første zone-bøger. Den deler serietitel, nogle bipersoner og nogle få referencer med de andre, men ellers er det en helt selvstændig historie, der ikke fokuserer på overlevelse, men mere eventyr og udforskning.

Vampyrer er i vælten for tiden, men mere i den romantiske litteratur, hvor du begår dig i den rene fantasy. Har du haft nogle forbehold overfor at bruge vampyren som figur, eller har dens popularitet ligefrem været en fordel?

Ærligt talt havde jeg ikke skænket det en tanke, før “Twilight” rigtig tog fat (eller før det gik op for mig, hvor populær serien er), og der var jeg halvvejs igennem “Vampyrkrøniken 2: Elliot”. Men jeg tænker da, at det må være en fordel. Hvis vampyrer er in for tiden, er jeg da kun glad for at kunne levere noget til samlingen.

To bind er der indtil videre kommet i “Vampyrkrøniken” – Hvor meget af serien havde du planlagt, før du begyndte at skrive, og hvad er de videre planer for den?

“Vampyrkrøniken” består egentlig som tidligere nævnt af selvstændige historier, der bare foregår i samme verden, i samme univers. Begivenheder i de enkelte bind kan have indflydelse på hinanden, men slet ikke i så høj en grad som i en egentlig serie. Man kan derfor også læse bøgerne enkeltvis og i den rækkefølge, man falder over dem i. Jeg har nogle små, spirende idéer til et tredje bind, og min gode ven Charlie, der har tegnet landkortene til bøgerne, har leveret ét til næste bind. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg begynder at samle inspiration til den næste vampyrbog.

Førhen har du skrevet science fiction, men her er det ren fantasy. Hvor stor forskel er der på at skrive i de to genrer?

Jeg har nemmest ved at skrive sci-fi. Det føler jeg mig mest tilpas i. Ude i rummet er der ingen regler, udover nogle helt elementære såsom iltbehov og den slags. Men jeg kan finde på alt selv. Nye alien racer, gamle civilisationer osv. Jeg har, inspireret af Tolkien, lavet en tidstabel over hele den galakse, zone-bøgerne foregår i, som strækker sig over 5.000 år. Den tabel beskriver så, hvad der har været af store begivenheder, og hvad de enkelte folkeslag og aliens har opnået og gjort på de givne tidspunkter, der er nævnt. Når jeg skal skrive en ny zone-bog, skal jeg nu blot bestemme mig for en æra i historien at tage udgangspunkt i, samt hvilken begivenhed, jeg vil beskrive. På den måde vil man som læser, når man er kommet igennem en hel stak zone-bøger, kunne danne sig en rød tråd, der binder alle de enkeltstående historier sammen, selvom de umiddelbart ikke er beslægtet, og selvom der kan være gået 1.000 år siden begivenhederne i den forrige bog.

Fantasy har jeg ikke så stor erfaring i. Traditionel fantasy omhandler ofte troldmænd, dværge, drager og en ond magt, der må bekæmpes på den ene eller anden måde. Det er lidt sværere for mig at skulle forholde mig til så mange fastsatte retningslinier, når jeg er vant til at kunne opfinde alting selv. I tilfældet med “Vampyrkrøniken” er alt det magiske og forunderlige erstattet af vampyrer, som jeg kan forholde mig til. Lige nu er jeg i gang med min 6. bog, som er en helt traditionel fantasyroman, der indeholder alle de førnævnte elementer. Det skal jo prøves, og jeg har nu også indtryk af at resultatet nok skal blive godt. Men jeg glæder mig til at tage hul på endnu en zone-bog, når jeg når dertil.

Fordelen ved at skrive inden for faste genrer, såsom science fiction og fantasy, er vel, at man kan have nogle forventninger til sine læsere. Har du nogle forestillinger om den typiske læser, der samler en af Jon Brændsgaard Tofts bøger op?

Jeg har ikke som sådan nogen forventninger til læserne, men jeg håber da, at de sætter pris på en god, eventyrlig historie, der måske ikke er så teknisk detaljeret, men meget fantasifuld. Forfatterskabet er jo ligesom ethvert andet håndværk noget, man bliver bedre til, jo mere man gør det, og jo mere erfaring, man får. De første bøger er meget handlingsorienterede. Der sker noget hele tiden, hvilket jo også afspejler, at jeg kun var 15 år, da jeg begyndte. I de seneste bøger, og især den helt nye, “Vampyrkrøniken 2: Elliot”, har jeg fokuseret meget på de forskellige karakterer, deres måde at følge og forstå begivenhederne og deres måde at tænke på. Jeg vil gerne opnå det, at mine læsere i løbet af historien når at lære mine karakterer så godt at kende, at de kan komme med nogle realistiske bud på, hvordan karaktererne vil reagere i forskellige situationer. Det er noget, jeg er blevet meget bedre til på det sidste, og som jeg stadig lægger stor vægt på.

Du laver både musik og skriver bøger – findes der et fælles element i de to meget forskellige kunstformer?

Levende billeder er nok det tætteste, man kommer på en forening af de to kunstformer. Historien er stadig i centrum, men i modsætning til en bog er der musik til, der understøtter handlingen og stemningen i historien. Når jeg skriver, forestiller jeg mig tit nogle af handlingsforløbene som filmscener, alt fra hvilken vinkel det skal ses fra til belysning, og naturligvis også hvilken type musik, der passer til. Et af mine mest interessante projekter til dato vil jeg mene at være den cd, jeg indspillede med hele “Vampyrkrøniken 1: To Sider, Samme Sag”. Jeg omskrev hele historien til korte, opsummerende sangtekster og skrev musik til, hvorefter jeg indspillede sangene som et konceptalbum, hvor man, hvis man hører pladen fra start til slut, får hele historien at høre. Musikken består af elementer som hård guitarrock, der holder tempoet oppe, mens diverse inspirationer fra folkemusik verden over bidrager til den middelalderagtige stemning, der hører sig til i en fantasyverden. Instrumenter som klarinet, harmonika, sækkepibe og banjo optræder på pladen som krydderier og stemningsskabende elementer.

Jeg har også lavet musik, der intet har med mine historier at gøre, som er selvstændige sange. Både elektrisk rock og akustiske bluesinspirerede sange. Efter at have taget et kursus i Pro Tools kan jeg selv indspille og producere min musik, hvilket gør, at der ikke er så uoverskueligt langt fra en idé til et færdigt nummer.

Et fælles element mellem de to kunstformer sådan rent kunstnerisk vil jeg mene består af indlevelsen. Musikken skal opleves på samme måde, som historierne skal. Fordomsfrit og fantasifuldt. Det tror jeg, man vil få mest ud af.

Fantasy er en genre med sine store klassikere – hvilke bøger har været med til at gøre dig til læser af genren?

Store værker som “Ringenes Herre” og “Harry Potter” har naturligvis sat sine præg, og Philip Pullmans trilogi om “Det Gyldne Kompas” har også haft sin indflydelse. Af dansk litteratur er det nok mest Dennis Jürgensen, jeg kan takke, samt alt hvad Højbjerg Bibliotek havde stående på deres fantasy/sci-fi hylde. I 7. klasse læste jeg en bog om dagen stort set. Jeg var på biblioteket flere gange om ugen og var helt vild med næsten alt, jeg kunne finde, blot det havde nogle overnaturlige elementer. Nu om stunder, når jeg går efter nye bøger, er det oftest Stephen King og Dean Koontz, der fanger mig. Jeg vil gerne udvide mit repertoire til også at indeholde bøger, der foregår her på vores egen planet, i vores egen tid, men jeg tror der går nogle år endnu, før jeg er klar til at skrive sådanne historier, så indtil videre er det kun fantasien, der sætter grænser.

Links

Jon Brændsgaard Tofts hjemmeside

Jon Toft på MySpace

Jon Toft på Youtube