Allehelgen er lige på trapperne, og man kunne tro at det er årstiden der har drejet mine øjenæbler i retning af gysergenren. Det er selvfølgelig pjat, der er horror til alle vejrlig og lejligheder. Derimod er jeg blevet holdt til ilden de seneste måneder af at podcaste for Superkultur, og min research har både omfattet hjemmebio og andre podcasts’ tilgang til emnet.

I den sammenhæng faldt jeg over nogle gamle afsnit af The Horror Show, om nogle af mine tidlige filmfavoritter i skrækgenren: Bad taste og Street trash (begge fra 1987). Podcasten er ikke fantastisk, hverken i form eller eksekvering, men deres filmsmag er uklanderlig, og jeg spidsede ører over kendingsmelodiens punkede folkemusik. Et par hurtige søgninger online ledte mig til bandet Harley Poe, der herunder spiller nummeret live:

Det skal bemærkes at The Horror Show siden har erstattet “Gorehound” som introsang med en ret fladpandet hip hop-trummerum. Det er okay, så er der mere Harley Poe til mig! Folkgenren er lidt udenfor mine sædvanlige musikalske jagtmarker, men bandets energi og attitude, tilsammen med tekstindholdet, gik nu lige i hjernebarken. Det meste af ugen har jeg med den største overbevisning sunget for mig selv og mine omgivelser:

‘Cause I’m a gorehound, hellbound horror movie lover
I like my voyeurism with a glass of red rum
‘Cause I’m a gorehound hellbound horror movie lover
Good and evil are just colors on the spectrum
Hey!

Og nu skal jeg ud og shoppe efter et vaskebræt!