Vi er altid overhængende på røven, men derfor kan det nu alligevel være spændende at læse en bog, der minutiøst fortæller, præcist hvor overhængende det er. I den finske “Sandet i Sarasvati” er Jordens undergang en dråbe smeltevand, der bare venter på at give slip.

Risto Isomäki lægger tre historier frem for læseren: den russiske forsker Sergej Savelnikov bliver sendt til Indien for at hjælpe med at undersøge de undersøiske ruiner af ældgamle byer; Kari Alanen arbejder på at forhindre indlandsisens smeltning ved hjælp af en ny type møller; og Susan Cheng bedriver forskning på indlandsisen, hvor effekten af den globale opvarmning kommer tættere og tættere på.

De tre historier bliver bundet sammen, mens personerne indser betydningen af forhistoriske tegn og den potentielt meget snarlige udvikling, der sker lige her og nu. Det trækker historien fra diskussioner af gamle myter om verdens oversvømmelse og Atlantis til en katastrofal omvæltning, der truer hele verden. Det er en historie, hvor problemerne roligt og uafvendeligt bliver mere og mere overhængende, indtil de synes at tårne sig op mod himlen.

Det føles ubehageligt forudseende, at historien foregår i 2020.

“Sandet i Sarasvati” er finsk, hvilket jeg ikke har den store erfaring med, men egentlig fremstår den som skrevet i en ganske genkendelig amerikansk tradition. Dog, i stedet for overcowboy’en, har vi her en handlekraftig russisk præsident, der trækker i trådene og får ting til at ske, hvilket måske siger noget om finsk kultur – eller igen er uhyggeligt forudseende.

Men ellers trækker det mindelser om klassisk science fiction – det er helt klart en god bog at gribe til, hvis man godt kan lide intelligente mennesker, der diskuterer og forklarer ting og leger med ideer. Og her rækker ideerne fra Atlantis’ sande placering til konsekvenserne af den globale opvarmning. Vi får endda en advarende monolog til sidst, som næsten kunne være afspillet i en sort/hvid film, hvor det netop at lykkedes videnskabsfolkene at besejre det monster, som deres egne handlinger har frembragt.

Der, hvor “Sandet i Sarasvati” så til gengæld ikke scorer så højt, er nok på handlingsplanet. Isomäki har styr på sine ideer, men personerne er lidt figurer, som bliver fløjet rundt til de brændpunkter, som plottet kræver – der er en kærlighedshistorie klemt ind, men den er ærligt talt ikke så troværdig, og der er nogle lidt lette løsninger her og der – men man mærker forfatterens baggrund som videnskabsjournalist, for det hele er ganske spændende og overraskende hurtigt læst.

En gedigen omgang klima-fiktion med løftet pegefinger, lidt spænding og nogle store ideer.