Edgar Allan Poe: Samlede fortællinger 1-2

Edgar Allan Poe: Samlede fortællinger 1-2

Edgar Allan Poe levede fra 1809 til 1849. Han døde under mystiske omstændigheder efter et kort og hårdt liv præget af alkohol- og narkotikamisbrug – men i løbet af de 40 år, hans liv varede, nåede han at slå sig fast som journalist, digter, redaktør og først og fremmest forfatter. Det er især i sidstnævnte funktion, at han huskes – især da han skrev grundtekster inden for flere genrer. ”Mordene i Rue Morgue” ses som starten på den moderne krimi, og ”Hvad Hans Phaall oplevede på sin fantastiske rejse” (som den hedder i nærværende oversættelse) er tidlig science fiction – og så er der jo bunker af klassisk horror at finde i hans biografi, både overnaturlige og mere realistisk bundede.

Poe er naturligvis blevet udgivet på dansk adskillige gange (se bare på Bibliografi.dk), så har vi brug for en ny udgivelse? Når det bliver gjort så lækkert og gennemført, som Klim har gjort her, er svaret uden tøven ja.

”Samlede fortællinger 1-2” er for det første komplet – der er tekster her, som ikke tidligere har eksisteret på dansk. Første bind samler de noveller, som tidligere har været samlet i bogform: ”Grotest og arabeske fortællinger 1-2” og ”Fortællinger”. Her er masser af klassikere, hvis titler man bør skamme sig over ikke at kende, f.eks. ”Ushers fald”, ”Guldbillen”, ”Den sorte kat”, ”En nedfart i malstrømmen” og så videre. Listen er lang. Andet bind er de fortællinger, som kun nåede at udkomme i magasiner og andre steder: f.eks. ”Det ovale portræt”, ”Hjertet, der sladrede” og ”Amontilladofadet”. Her er der dog flere historier, som jeg ikke kendte i forvejen, bl.a. nogle, som først dukkede op efter forfatterens død.

Dertil har Klim valgt at nyoversætte hele samlingen i stedet for blot at købe allerede eksisterende oversættelser, hvilket er beundringsværdig og giver en helstøbt tone til værket. Bedre bliver det af, at Hans-Jørgen Birkmose gør et helt eminent stykke arbejde. Af ren vane kan man måske stejle over nogle af de nye titler (jeg synes personligt, at ”Den røde døds maske” lyder bedre end ”Maskeraden under den røde død”), men indholdet er der intet pege fingre ad. Det gælder naturligvis både for fordanskningen og historierne i sig selv – de spænder vidt (selv har jeg en forkærlighed for Poes horror), men der er naturligvis en grund til, at Poes værker anses for klassiske – bøgerne her emmer af stemning.

Som prikken over i’et må jeg pege på, at det er kræset for udgivelsen. Layoutet er flot, forsiderne er enkle og stilige, så det formelig kribler i fingrene efter at bladre. Det er svært at gøre andet end at rejse sig og bifalde Klim (hvis de så lige gad gøre det samme for HP Lovecraft, ville jeg være taknemmelig).

Skal jeg endelig være kritisk (og det er svært), havde jeg gerne set en indledning, der fortalte lidt om Poes liv, levned og forfatterskab. Disse bøger er af en sådan beskaffenhed, så de fortjener det. Og så skulle de naturligvis være udgivet om vinteren, så man havde de lange, mørke aftener til at tygge sig igennem dem.

0
Max McCoy: Indiana Jones and the Philosopher’s Stone Bernard Beckett: Genesis

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.