SNU DAME! Nej, “Sin City – En dødbringende dame” er ikke umiddelbart det man ville betegne som fantastik. Ikke udover de deforme og ork- lignende mennesker, den surrealistiske vold og de sværdbevæbnede kvinder. Derudover har vores hovedperson en helt fantastisk evne til at overleve – ja, faktisk nærmest superkræfter. Men nej, “Sin City – En dødbringende dame” er ikke fantastik. “Sin City – En dødbringende dame” er lige dele noir, action og splatter, men coolnessfaktoren (og dens klassiskerstatus) er for høj til at vi ikke anmelder den her på den elektriske kanin. “Sin City – En dødbringende dame”, er anden bind i Frank Millers serie om Sin City.

Dwight McCarthy er en falleret fotojournalist, som lever af at skyde folk i kompromitterende situationer. Nej, han slår dem ikke ihjel, han skyder dem med sit kamera. En dag dukker en gammel kæreste op, og Dwight genfinder sin kærlighed til hende. Men alt er ikke som det skal være. Hurtigere end man kan sige “whiskey on the rocks”, er Dwight hvirvlet ind i et spil der involverer hans ekskæreste, ekskærestens voldelige og hovedrige ægtemand, en kæmpe ved navn Manute, en anden kæmpe ved navn Marv, en mafialignende organisation og en politiefterforsker der ikke rigtig ved hvilket ben han skal stå på. Ja, tingene er aldrig simple i Sin City.

“Sin City – En dødbringende dame” er en klassiker. Albummet har da også vundet en Eisner Award for “best limited series” – og det ses. Historien er interessant, og reelt overraskende. Jeg var i al fald overrasket. Miller har måske en tendens for at fortabe sig i kvinder og deres skønhed (både i tekst og billeder). Det er måske også lidt i overkanten, men det er nok mere udtryk for en stil end det er en chauvinistisk kommentar fra Miller – ærlig talt ved jeg det ikke, og det kan lige så vel være omvendt.

Tegningerne er, forbavsende nok flotte (når man tænker på f.eks. From Hell). De er måske ikke det man vil kalde “klassiske smukke” tegninger. De er flotte fordi de komplementere historien godt. De er lige nøjagtigt så snuskede og ubehagelige at så på, som Sin City må være det, for dem der bor i den. Stregen er umiskendeligt Millers, men det gør ikke noget. Det er vel egentligt en styrke i netop Sin City historierne.

“Sin City – En dødbringende dame” er cool. Såre simpelt. Den er fyldt med mænd der kan klare alt, smukke kvinder, rå vold og sex. Historien er velskrevet og tegningerne supplerer den godt. Der er nok visse personer der ville råbe op om Millers fremstilling af kvinder. Om man vil råbe, eller om man vil læse en god historie må man selv om. Denne anmelder ved godt hvad han vil vælge.