Reolpolitik, del 1: Når dommedag bliver udskudt

Reolpolitik, del 1: Når dommedag bliver udskudt

De sidste uger har jeg langsomt flyttet rundt på husholdets bøger, som fik bedre hyldeplads, da vores DVDer endelig er blevet sendt til en gård på landet, hvor de kan jage kaniner og boltre sig i græsset (med andre ord, de havnede i kælderen). Under omrokeringen er der kommet meget gammelt guld frem af støvet, men også disse to pamfletter, som jeg på et tidspunkt har skrabet til mig, men aldrig mere end skimmet:

Jeg bliver nødt til at først sige, at jeg gennem årene har samlet en masse nyreligiøst bras sammen, og i andre ombæringer skilt mig af med det i store grovsorteringer. Det må være fordi, jeg voksede op med X-files, at jeg særligt har en sød tand for ufologi, konspirationer og pseudovidenskab, og jeg har samme distancerede forhold til materialet, som til Mulder og Scullys oplevelser. På den anden side er der noget dybt urovækkende i at vide, at dem, der skriver de foldere, og til tider hele, rablende bøger, ikke har den distance. Deraf den løbende udrensning i samlingen, for underholdningsværdien får en lidt bitter smag ved bevidstheden om de nærmest patologiske vrangforestillinger, der ligger bag.

Men for alligevel at tage et livtag med ugens fund: De to pamfletter fra 1969 går hånd i hånd, på den måde at den ene er et nyhedsbrev eller en pressemeddelelse, som bl a annoncerer udgivelsen af en bog, “Summa Summarum”, og det andet hæfte må være et uddrag af bogen af samme titel. Begge er tilsyneladende del af den danske, apokalyptiske UFO-sekt, Orthon-gruppens udgivelser. Det gav mig anledning til at grave lidt i deres oprindelse, indhold, og nogle af de mere bestående tankegange, den slags hjernespind trives i.

Baggrund

Fra begyndelsen af 1967 begyndte københavneren Knud Weiking at modtage meddelelser fra en udenjordisk skabning, som kaldte sig Orthon. Denne forklarede gennem Weiking, og i vidners opmærksomme påhør, at han repræsenterede venligt stemte rumvæsener, som skulle hjælpe menneskeheden gennem en forestående katastrofe. Orthon henviste også gerne til sin sidste menneskelige inkarnation, jesus kristus selv. Kommunikationerne spredte sig lynhurtigt i det danske ufolog-miljø, for de lagde sig tæt op ad et velkendt mønster fra de mest fantastiske, udenlandske kontaktrapporter: En ikke bare menneskelignende, men ligefrem smuk (og ofte arisk udseende) skikkelse viser sig med budskaber om verdensomspændende farer — men også løfter om spirituel oprykning og frelse. Det er i store træk den bibelske forestilling om dommedag, bare med kernevåben og UFOer.

I den mytologi, der snart opstod omkring Weikings kanaliserede beskeder, var Orthon den samme, som adskillige år før havde forudsagt til englænderen Richard Grave, at en vag “kerneudviklingsproces” ville blive åbenbaret på juleaften 1967. Selvfølgelig, igen, en dato knyttet til kristen kosmologi. Navnet Orthon er heller ikke grebet ud af luften, men taget fra George Adamskis påstande om kontakt med rumvæsener af typen beskrevet ovenfor, femten år tidligere. Der var altså allerede mytestrukturer i den kollektive bevidsthed, som den danske variant kunne glide ind i. Og det gjorde den, i den grad, at man nu kunne tale om en reel Orthon-gruppe, centreret omkring Borup, vest for København.

Statsministeriets beredskabspjece fra 1962

Samtiden er altid en suppe tilberedt af mange kokke, og først bagefter kan man rigtigt se, hvad der blev tilsat og hvorfra. Ingredienserne er sjældent en velsmagende kombination, men det er det, der bliver serveret. I 1967 var man tyve år inde i den kolde krig, og de aktuelle konflikter i Vietnam og Mellemøsten skærpede fornemmelsen af overhængende fare i samfundet. Tilsæt dertil, at UFO-fænomenet havde etableret sig i folkesindet med opdaterede idéer fra teosofi og andre new age-opkog, det danske tidsskrift UFO-nyt havde f eks nogle tusinde læsere, som labbede Adamskis kryptokristne historier i sig. Skru ned på lav varme, og lad det simre. Det kan ikke være rent tilfælde, at én generation fordøjer aktuelle begivenheder gennem scifi-inspireret popspiritualitet, kun et år før deres børn bryder ud i studenteroprør og hippiebevægelser.

I oktober 1967 meddelte Orthon til Knud Weiking, at gruppen skulle se at få bygget et beskyttelsesrum. Formiddagsbladene var allerede opmærksomme på, at der var noget spiseseddel-værdigt på færde i Borup, og havde løbende (omend med tungen godt ude i kindposen) rapporteret om Universal Link Danmark, som Weikings følgere kaldte sig, men nu vendte pressen for alvor opmærksomheden mod midtsjælland. Én ting er at spå om fremtiden, men nu satte Orthon-gruppen alt ind på, at verden ville gå under juleaften, og tilhængere strømmede til fra hele landet. Visse forlod sin familie for at hjælpe med at udgrave den mark, man havde udset til formålet, i Snekkerup udenfor Borup. Dem, der ikke kunne bygge, betalte i stedet, og pengedonationerne til projektet rislede ind fra både Danmark og resten af verden i en lind strøm. Den slags overbevisning må forurolige selv den mest kynisk hærdede sensationsjournalist.

Så stor mediebevågenhed fik byggeriet, at kort før jul, da det mere end 300 kvadratmeter store beskyttelsesrum, trods enhver logistisk fornuft stod klart, rejste gruppens talsmand, Børge Jensen, til England for at blive interviewet af David Frost, den britiske Mr News. Frost rundede samtalen af med en opfordring til at tage den op igen efter jul, og Jensen takkede høfligt ja, trods hans insisteren på at der næppe ville være TV-udsendelser, eller meget andet værd at bemærke, efter højtiden.

Selv i Cedar Rapids, Iowa var man bekendt med Weiking og hans gruppe af følgere. Her er han afbildet side om side med en tegning af Orthon, i en artikel udgivet juleaftensdag 1967.

Så vidt baggrunden for mine fund i hylden, genfortalt fra bl a Politikens artikelserie om Orthon-gruppen, som blev udgivet 2012 i anledning af den dengang verserende forestilling om, at maya-kalenderen (og dermed hele! Verdenshistorien!) stod for at udløbe. Spoiler alert for begge undergange: Vi er her stadig alle sammen. Politikens Mikkel Vuorela kunne bygge sine artikler (og podcast) både på fyldige pressearkiver fra ’67 og frem, samt gruppens egne, omhyggelige nedskrivninger af Orthons budskaber, via Weiking — og deres mange pamfletter, udgivet både før og efter dommens formodede dag. Som nu dem, jeg i næste del skal forsøge at sætte i nogenlunde meningsfuld sammenhæng…

2
Reolpolitik, del 2: Hvad hæfterne gemte Hver morgen kryber jeg op fra havet

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.