I første del gav jeg et kort rids af omstændighederne for udgivelsen af to pamfletter, jeg fandt i min bogreol i slutningen af marts. De blev udgivet 1969 af en dansk UFO-sekt, der havde forventet dommedags komme to år tidligere. Dette afsnit undersøger hæfternes konkrete indhold mere indgående.

“Universal Link Danmark”

Det er den bedste titel, jeg kan finde for dette hæfte. Som man kan se på fotoet længst oppe, er det forsideteksten, kun fulgt af en postboks-adresse og et gironummer til bestilling. Organisationen Universal Link var opstået omkring Richard Graves visioner, og siden 1967 er der åbenbart sket en splittelse i Orthon-gruppen, sådan at i al fald afsenderen af denne depeche nu orienterer sig direkte efter den internationale bevægelse? Mit eksemplar har også en håndskrevet besked i pen:

Ved en synkronicitet, som ville have gjort Carl Jung og Arthur Koestler stolte, begyndte jeg at skrive om Orthon-gruppens udgivelser 23. marts 2021; præcis 52 år efter, Elliot begavede Svend med dem… Sådan et sammenfald kunne forekomme at være del af en større symmetri, men faktum er, at det kun er os selv, der lægger den slags organiserede systemer som et filter over begivenheder omkring os. Vi har behov for at finde kausale sammenhænge i vores omverden, uanset hvor langsøgte eller dybest set ubegrundede de er. De gør os trygge, fordi de tøjrer os til verden, indskriver os i relation til den — og fordi vi dermed kan forestille os en lignende, ordnende struktur i os selv, fysisk men ikke mindst mentalt.

Når vi sådan digter historier om verden for os selv, har vi bare ikke det overblik over alle faktorer, som vi tror; vi har — undskyld udtrykket — ikke alle brikker at flytte med. Når en uforudset faktor rokker ved vores fast betryggede “filter”, hvis f eks verden ikke går under som forudsagt, så er vi endda mere omstillingsparate og innovative, end vi påstår ved jobinterviews. “Nå, men så går verden da under en anden dag, og jeg har på stående fod regnet ud hvorfor”. Lige sådan med Orthons følgere, som altså udsendte denne folder med en revideret mission over et år efter, dommens dag udeblev. Man sætter den globale scene ved at forklare, at fra førnævnte Mr Grave i Engeland til Findhorncenteret i Skotland (et hotel drevet af nyspirituelt interesserede) lød lignende galaktiske dekreter: “Intet er gået galt. Det er menneskene, der har mistolket profetierne. […] Accepter det, simpelthen!”

Det er næsten som taget ud af juleevangeliet; efter alt det besvær var der ingen plads på herberget. Men da Knud Weiking som en anden Moses var mest vildfaren på pløjemarken, og hans flok lige nær at støbe sig en guldkalv, blev han kontaktet igen. Ikke af Orthon eller en anden brændende busk, men af en suppe-steg-og-is-musiker fra Amager ved navn Aage Jensen. “FØLG NU GODT MED!!!” maner teksten, med store bogstaver og understregning. Som billedet ovenfor viser, er stilen generelt eklektisk med flittig brug af tankestreger, dobbelte fremhævelser og udråbstegn, men her bliver sproget helt stakåndet, som et rytmisk råbedigt:

Denne sag er imidlertid så ejendommelig, — men samtidig også kompliceret i sin gradvise opbygning, — at det — ad denne vej — vil være umuligt at give blot en nogenlunde forståelse af dens opbygning, selv i store træk, men i løbet af foråret udkommer der her i Danmark en bog — “Dokumentarberetning” — skrevet af vedkommende mand, der som den direkte implicerede — intetanende — blev “ført” ind i denne opgave, som nu tilsyneladende er blevet til intet mindre end netop den, — i profetien nævnte “KERNEUDVIKLINGSPROCES”!

Af hæftet fremgår det, at Aage Jensen helt tilbage i 1953 var begyndt at arbejde på tegninger og udregninger, åbenbaret for ham under en Leonardo da Vinci-udstilling i København. I et uddrag fra Aage Jensens bog lægger han selv vægt på, at bladet “Psykisk Forum” daterer to (formentligt kosmiske) begivenheder i Hamburg ved samme tid. “Altså rent “tilfældigt” sker disse to ting samtidig!”, konkluderer han. Jeg kan ikke verificere, at “den store asiatiske profeti” og “lotusens blomstring” rent faktisk fandt sted uden at konsultere “Psykisk Forum” imod andre kilder, og det kaninhul vil jeg holde mig fra. Min almene holdning til tilsyneladende meningsfulde sammentræf burde i al fald være klar.

Samme år, skriver Jensen, “sad jeg og filosoferede over min tegning, [og] mente at se en pyramide deri”, og så begynder den baglæns Mikado-leg, hvor man ikke skal plukke pindene ud fra bunken, men i stedet læse varsler af, hvordan de berører hinanden. For ser man antydningen af en pyramide, når man klemmer øjnene sammen, så ér det uden begrundet tvivl selve Kheopspyramiden, inklusive hele det kompleks af tydninger, tolkninger og talmagi, den indikerer i New Age-sammenhæng.

Alle disse gætterier giver en form for isoleret mening på mikroskalaen, men er i en større sammenhæng naturligvis nonsens, bygget på upræcise målinger og beregninger gjort fra lænestole, langt fra Egypten. Deres egentlige formål er at kunne mixes og matches med andre ladede betydningsmoduler til en personaliseret vrangkosmologi — eller konspirationsteori, som i høj grad er del af samme tankegods — og snart finder Jensen naturligvis sammenfald mellem pyramiden og en Nostradamus-spådom, som omtaler Danmark. Den forbindelse får han snart bekræftet i en bog, hvis forfatter desuden praktiserer automatskrift, en praksis som både er blevet benyttet af surrealister og spiritister gennem tiden, så den bliver føjet til Jensens metodologiske værktøjskasse, sammen med “filosofering over tegninger”.

Men hvad er det da for teori, Jensen præsenterede i form af “tegninger — udregninger foruden adskillige modeller”, som overbeviste Weiking om at dette, ikke udslettelse ved atomvåben, var hvad Orthon havde ment med “kerneudviklingsproces”? Hæftets forfatter beskriver det som “en ukendt løsning på udnyttelsen af den universelle energi (kerne-energi) gennem en mekanisk rekonstruktion af en — i MIKRO — elementarpartiklers struktur, og i MAKRO — en parallel til jordens ukendte “PUNKTMAGNETISME” og derfor […] identisk med en ukendt “KERNEUDVIKLINGSPROCES”, der i modsætning til kernefysikeres anvendte fissionsproces (udnyttelsen af en frigjort energi gennem kernespaltning) måtte være den stik modsatte løsning, forårsaget af denne strukturs vekselvirkningsprincip (komplementaritetsprincip).”

“I en kernefysikers øren”, fortsætter teksten, “vil det sikkert lyde som det rene Galimatias”. Nu var jeg selv sproglig student, men det lyder også sådan for mig. Andetsteds i hæftet indrømmes det, at det “foruden at have et særpræget mekanisk islæt, også afviger på andre punkter fra normalt anvendte tankebaner”… Aage Jensen var allerede gået direkte til Niels Bohr med sine udregninger, dog uden at få den bekræftelse med kryds og guldstjerne, han må have forventet. I Willy Wegners “UFO-bogen”, kapitel 25 udlægges Jensens teori som “en maskine, der kunne fremstille atomer”, fremfor bare at spalte dem, og det lyder jo passende mirakuløst for et budskab fra gud skaberen selv (i rumdragt). Weiking var mere beredvillig end Bohr og fysikkens love, og erklærede på stedet, at Aage Jensens diagrammer var konstruktionstegninger til en rumskibsmotor, den interplanetariske frelsers hjælp til selvhjælp!

Den skrivelse fra reolernes dybder, som jeg her har prøvet at afkode og kontekstualisere, er altså dels en indrømmelse af, at den lovede undergang er blevet nedgraderet til en overgang, dels afsløringen af en ny kurs på jagten efter fata morganaer. Orthonisterne forsikrer, at de ikke er ude efter penge fra deres tilhængere (som måske allerede spekulerer over afkastet af deres donationer til beskyttelsesrummet på Snekkerup mark), men så alligevel. Det er “ingen økonomisk bistand, vi anmoder om, men en indsats” for at promovere Aage Jensens bog, “Summa-Summarum”, så forfatteren med indtægterne fra salget kunne bygge sin “mekaniske kernemodel” ud fra hans automat-tegninger.

Hæftet slutter med andre ord på en cliffhanger, og for mit vedkommende er jeg lidt nysgerrig efter, hvilke mentale krumspring, de troende måtte udsætte sig for, efterhånden som den Jensenske kernemodel uundgåeligt smuldrede, og ikke mindst offentlighedens interesse faldt bort. Ifølge Politikens afsluttende artikel sad der i 2012 et ægtepar et sted på Fyn, som havde mødtes om transkriptioner af Orthons meddelser, og stadig var fast overbeviste tilhængere af bevægelsen.

Summa Summarum!

På bibliotekerne findes Aage Jensens bog kun på Det Kongeliges afdelinger i København og Århus, men lad os da kort dykke ned i det uddrag(?), jeg har ved hånden. Det er et 16 siders sort/hvid-tryk i A5, lidt mindre end det først omtalte hæftes mere ukurante proportioner. Omslagsillustrationen går igen på Universal Link-hæftet som et foreningslogo i mindre format, men træder her i fokus. Eftersom det er et sammensurium af yin/yang-symboler, pyramider, kors og geometriske former, tænker jeg at det er Aage Jensens egen frembringelse? Et stempel på bagsiden angiver heller ikke organisationens kontaktinformation, men forfatterens privatadresse, så måske drejer det sig om et oplag, han selv har bekostet, og som siden er blevet brugt som smagsprøve ved bogudgivelsen?

Indholdet består af 81 nummererede vers à fire linjer. Quatrains kalder Jensen dem efter Nostradamus-tilsnit, og tre af versene i hæftet er endda direkte kopieret fra Nostradamus’ forudsigelser: De førnævnte “Danmarksprofetier”. Det overordnede indtryk er også tilsvarende bevidst sløret; men hvor Nostradamus skal have forblommet sine spådomme, for ikke at blive forfulgt for kætteri og troldddom, er det tydeligt at hans danske efterfølger helt enkelt kan lide den kryptiske tilsløring som affekteret stil. Helheden fremstår som en didaktisk spørgeleg, hvor Jensen tror at han fører læseren frem til en (form for) løsning, men undervejs kaster så mange bibelske referencer, pseudoarkaisk sprog og talmagiske sløjfer ind, at det i sidste ende kun er sjovt for ham selv.

Nu skal dette ikke blive til en anmeldelse af digtenes form, men jeg kaldte indledningsvis Aage Jensen for “suppe-steg-og-is-musiker”, til trods for at jeg mest specifikt har set ham beskrevet som “festmusiker”. Generelt har jeg undgået at benævne de omtalte ved deres stillingsbetegnelse, fordi der let opstår en implicit markering af klasseforhold. Havde jeg skrevet, at Knud Weiking var taxachauffør, før han begyndte at kanalisere Orthon, kunne det opfattes som et underforstået skudsmål af hans uddannelse, intelligens, eller hvad ved jeg. Der er rigeligt andet at grave i, uden at falde i de samme klichéer som samtidens presse.

Når jeg gør en undtagelse med Aage Jensen, er det fordi jeg fandt en sammenhæng mellem hans erhverv og værk, som vakte en vis personlig genklang. Efterhånden som jeg læste igennem digtcyklussen, gik det op for mig, hvor meget versene formelt minder om lejlighedssange skrevet til familiefester, guldbryllupper osv. Trods det flyvske indhold og symboltyngede formuleringer er det samme blanding af talesprog og salmepatos, der har været gennem vridemaskinen, som når far og mor skriver en dybfølt hilsen til konfirmanden. Skal man være gavmild, kunne man kalde versefoden for en slags daktylisk heksameter, men i realiteten er det nærmere en gumpetung vals: Bum-da-da, bum-da-da, bum-da-da, bum. Den kan ikke helt synges på melodien til “Den er fin med kompasset,” men rytmen er der.

Jeg kan ikke få billedet af småfulde, svedende familiemedlemmer, som gynger arm i arm fra side til side, ud af hovedet, når jeg læser “Summa Summarum” …og læser man langsomt, som forfatteren opfordrer i første vers ovenfor, bliver det til en søvndyssende sørgemarch! Der udover vil jeg ikke grave dybere i “Summa Summarum”, for begynder man først at udpege individuelle fejlslutninger og forvrængninger i denne slags materiale, risikerer man let at forbigå den overordnede fejlantagelse, at der skulle være nogen form for rationel eller endda åndelig ballast i værket.

Til læsernes forventede fornøjelse gengiver jeg i stedet en renset affotografering af hele hæftet herunder. Materialet kan ikke være i public domain, men det må regnes som rimelig anvendelse, eftersom de fysiske kilder er svært tilgængelige. Hvis Aage Jensens efterkommere skulle kræve det fjernet under ophavsretsloven, piller jeg det selvfølgelig prompte ned. På den anden side kan det vel kun være til alles gavn, hvis nogen skulle kunne tyde en uudtømmelig energikilde ud af nedenstående!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Men hvad skal det altsammen betyde? Hvorfor overhovedet interessere sig for forlængst afdøde menneskers fantasiverden? I tredie og sidste del af denne serie vil jeg superkulturelt kontekstualisere Orthon-gruppens forestillinger og drage paralleller frem til nutidige sidestykker.