For mere end et par årtier siden læste jeg George Fox’ “Amok” – historien om en japansk kriger, der bliver efterladt et sted i Filippinerne efter anden verdenskrig og fortsætter sin kamp, uvidende om at krigen er slut. “The blood-chilling bestseller more terrifying than JAWS,” stod der på forsiden af mit eksemplar, så der er vist ingen tvivl om blandingsforholdet mellem pulp og litterær kvalitet. Alligevel har den på en eller anden måde fæstnet sig i min erindring – måske blot på grund af en yderst effektiv forside.

Nu – åh, hvor jeg dog håber, at det er 29 år senere – er tiden kommet, hvor jeg føler, at jeg kan tømme den mentale hylde, hvor “Amok” stod; i dens sted vil jeg placere Werner Herzogs “Tusmørkets verden”.

Werner Herzog er nok mest kendt som filminstruktør – og for mig som den eneste mand, der kunne spise svampe og med sin stemme overbevise mig om, at han havde fået en stor indsigt. Herzogs stemme synes at rejse sine egne veje, at finde sine egne huller i tingene at krybe ind i, den synes uafhængig af det, den taler om. Og så gør den det endda med tysk accent. Det er som Ginger Rogers, der tager alle dansetrinene baglæns og i høje hæle.

Så meget desto mere imponerende er det, at “Tusmørkets verden” har sin helt egen stemme.

Udgangspunktet er det samme som “Amok” – en japansk soldat efterlades på den filippinske ø Lubang og får besked på at kæmpe videre, indtil den japanske hær vender tilbage. Hvilket han gør. I 29 år. Hans navn er Hiroo Onoda, og hans historie er ganske sand.

Herzog følger Onoda gennem de 29 år – og de få soldater, der er med ham noget af tiden. Det er næsten tre årtier, hvor livet drejer sig om at vedligeholde den smule, de har, at undgå baghold og at slå tilbage mod fjenden. Der er utallige forsøg på at lokke dem ud af skoven, men de slås alle hen som værende fælder.

“Tusmørkets verden” er en overraskende rolig bog. Selvsagt er det ikke en fortælling med et overraskende plot (Onoda kommer ikke på magisk vis til at vinde anden verdenskrig), men en rolig og velovervejet gennemgang af, hvordan verden ser ud, når man har ét formål og kun ét formål. På sin vis kunne den fortælles med “Onoda går ind i junglen, og 29 år senere lykkes det at få ham ud”, men Herzogs vej gennem bogen er som en sten, der slår smut, og hver gang den rammer vandet, skaber det overraskende billeder og tanker. Til tider føles det som en rumvæsen, der betragter menneskeheden på afstand og begår ganske sigende fejltagelser ud fra sine observationer.

En eminent og hurtigt læst lille bog, jeg ville ønske, jeg kunne anbefale med Werner Herzogs egen stemme.