Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?