KNALDEBANG. Jon Toft er den tredje forfatter i en hel lille trend på hjemlig grund: helt unge danskere, der skriver space opera. De to andre er Danny Biltoft Davidsen og Brian Roland Larsen, og alle tre har de ikke blot kastet sig over denne actionfyldte SF-undergenre, men tilsyneladende også debuteret med en serie. For selv om det ikke står klart på omslaget, lægger ”Den knaldrøde zone” helt klart op til en fortsættelse.

Toft starter dog noget mere nede på jorden (i overført forstand) end sine kolleger, og det bliver også snart tydeligt, at han henvender sig til et noget andet publikum.

”Den knaldrøde zone” handler om tre teenagere på en af Jordens kolonier, Jake, Ronni og Sabina. De to drenge er i besiddelse af et computerprogram, som informerer dem om en rumflåde med kurs mod deres planet, og Sabina har drømme om en mystisk mand, som vil i kontakt med hende. Sammen drager de tre ud for at løse mysteriet.

Det viser sig snart, at Jorden er i fare – en ukendt trussel har udspioneret kloden og er ved at mobilisere sine styrker. Heldigvis har menneskene forbundsfæller i pelotosserne, som tydeligt kan se, at de er næste punkt på listen, hvis menneskehedens område af galaksen erobres. Uheldigvis er der dybe sår i deres samfund, som skal heles, før de kan stå sammen i kampen mod fjenden, ligesom der også fra menneskehedens side er dem, som modarbejder kampen. Det bliver noget af en odysse for de unge menneske – og menneskehedens overlevelse afhænger af dem.

Ny SF på dansk er en god ting, især når den er skrevet af en dansker. I dette tilfælde er der endda tale om en udgivelse, som retter sig direkte mod de yngre læsere (som gerne skulle blive fremtidens forbrugere af genren). Der er tale om klassisk børne-SF om de unge mennesker, der (ganske ulogisk og uden videre forklaring) havner midt i et større eventyr og må gå så grueligt meget igennem for at genetablere normaliteten. Det er set mange gange før, men det forhindrer ikke ideen i at fungere – Toft kombinerer endda med lidt romantisk og følsomhed, som måske kunne indfange et par unge piger i læserskaren.

For den voksne, erfarne læser er der dog ikke så meget af hente her. Forfatteren er ret ung, og det kan naturligvis mærkes, ligesom der nok ikke er megen identifikation med tema og hovedpersoner at hente (og ligesom i al fald Biltoft Davidsen med en tydelig computerspils-inspiration, som nok vil irritere nogle læsere). Der er derfor hovedsageligt tale om kulørt underholdning til de yngste, hvilket som sagt ikke er dårligt. Forhåbentlig får forfatteren lov til at skrive videre og udvikle sig, for lysten er tydeligvis til stede. I al fald lader han til at være godt i stald hos Mellemgaard, som har udgivet nogle SF-titler på det seneste (bl.a. førnævnte Roland Larsen) og også har forstået at pakke dem ind med tiltalende covers.