All the Birds in the Sky

All the Birds in the Sky

Jeg havde lykkeligt glemt alt, hvad jeg måtte have læst om All the Birds in the Sky, da jeg gik i gang. Jeg vidste, at Charlie Jane Anders have været med til at stifte Io9, at der var noget med, at man skulle have et foretrukket pronomen for øje, og at bogen havde gået en masse gode ord med på vejen her og der. Derudover var der nok et svag forventning om noget god science fiction, selv om det ikke ligefrem strålede ud af forsiden.

I første kapitel bliver man præsenteret for Patricia – hun er pige, hun er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, hendes søster er ond, hendes forældre forstår hende ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at hun er en heks, der kan snakke med fugle. Patricia er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i en YA fantasy-roman af den slags, markedet flyder over med for tiden.

I kapitel to møder vi så Laurence – han er dreng, han hader udendørslivet, men elsker videnskab og teknik, han er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, og hans forældre forstår ham ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at han faktisk er så god til det med teknik, at han bliver indlemmet i et fællesskab af ældre ligesindede. Laurence, der ikke vil kaldes Larry, er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i den slags ungdomsromaner, science fiction har elsket i årtier.

I kapitel 3 mødes de to, og i kapitel fire introducerer vi for et medlem af et snigmorderlaug – han har set fremtiden, og der er de to skyld i verdens undergang. Derfor må de naturligvis dø, hvilket han ikke har det store held med, blandt andet fordi laugets regler forbyder mord på børn.

Det var altsammen noget anderledes end de indrømmet noget vage forventninger, jeg havde til bogen – men jeg kan ikke komme udenom, at det også var underholdende. Anders formår at balancere lige der, hvor man føler, det burde være fjollet, men man lader sig overbevise og smutter videre i historien for at se, hvad det skal føre til.

Blandingen af science fiction og fantasy fungerer overraskende godt. Men den grundlæggende logik i fortællingen er dog nok hentet fra fantasy-delen, for som overvejen sf-læser savnet jeg måske en underlæggende orden eller pointe med det hele – på den måde kommer All the Birds til at føles lidt som en tv-serie; jeg var personligt ret langt i bogen, før det gik op for mig, at jeg stadig ventede på, at selve historien skulle gå i gang. Der skete ting, og det var en fornøjelse at læse, men jeg havde ikke en fornemmelse af, at det var på vej nogen steder her. Skidt med det – måske er de knuder, historiens bånd knytter, ikke helt tilfredsstillende, men man følger dem med glæde og en vis spænding.

All the Birds in the Sky er en vellykket afslapningsbog. Og for yngre læsere vil den sikker være andet og mere end det. Der kunne den være en god introduktion til begge genrer, og hvad mere kan man ønske sig?

5
Øl og Ævl Episode 15 – Ale no 24 og Gentagelsen Klokkeklang

5 kommentarer

Hvad med at oversætte den til dansk? Der er for meget mainstream sci-fi og fantasy derude.

Jeg synes, der er alt for Lidt mainstream scifi på dansk (okay, måske med undtagelse af de trælse YA), men derfor måtte den nu gerne blive udsendt 🙂

Øhm … – hvad er “mainstream scifi”?
Jeg har hørt – læst – om masser af “SF-former”, der måske kunne kaldes “undergenrer”; “blød”, “hård”, “new wave”, “mundane”, for slet ikke at tale om “cyberpunk”, “steampunk” (måske lige en cross-over, dér, ind omkring noget fantasy-betonet, ihvertfald under alle omstændigheder “alternate” victoriana … gor det meste) og diverse -topier (u-, dys- og øko-).
Jeg har også læst (og hørt), at “mainstream” skulle være det som SF skiller sig ud fra, i forhold til det nok-som-omtalte “novum”, som kendetegner SF (blir det hævdet). Men det knager allerede i konstruktionen, når man introducerer “magisk realisme” eller “stream of (un)consciousness”, hvor forfattere som Joyce, Borges, Márquez, Calvino og Michael (Ib) rent principielt lisså godt kunne udnævnes til at være fantasy-forfattere. Eller hvorfor ikke “new weird”?
Fantisk tror jeg ikke rigtigt på dikotymien “mainstream” vs. “science fiction”. Og det har også noget at gøre med, at der findes næppe den “rene” vare (skulle da lige være “Doktor Frank” – og hvor er vi så henne?).
Under alle omstændigheder er jeg stadig “mærkværdiggjort” over “novumet” “mainstream scifi”. Vær venlig at forklare og kommentere – dobbelt linieafstand, lige venstremargen, to kopier til arkivet 🙂

Hæ – her tror jeg faktisk, at der var to forskellige normative brug af mainstream. Først mainstream som i “lidt for letbenet” (det er der for meget af) – dernæst mainstream som i “god amerikanerstyle sf af den type, der kan betragtes som genrens mainstream” (det er der for lidt af på dansk). 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.