SUPERKULTUR

Den forsvundne ekspedition

jan
24
Rask mand skriver om raske mænd

Kan man blive nostalgisk af noget, man ikke før har læst? Jep. For mit vedkommende er det især en vis type børnebøger, fra før jeg selv var barn, om gæve mænd, der drager på eventyr. Selv om jeg mere eller mindre har indstillet mit samleri, kan jeg ikke falde over en ældre udgave af Tarzan uden at tjekke min mentale liste over dem, der allerede fylder for meget i reolen. Og så bøger som denne, Den forsvundne ekspedition af Svend A. Rask.

Det er den type nostalgidrevne læselyst, jeg skal give efter for med det samme, når bogen lister sig selv ud fra hylden og lokker med djærve (hvide) mænd, vilde indfødte og eventyr i junglen – for jeg ved godt, at lægger jeg bogen til side i et par dage, er interessen forsvundet igen. Så hurtigt som en pil fra et pusterør.

Heldigvis er denne type bøger også ret hurtigt læst. Og ikke særligt krævende. Og måske heller ikke særligt givende. Men dog underholdende, så længe det varer. Og derefter hurtigt glemt.

Svend A. Rask (af Klaus Johansen sat på listen over Niels Meyns pseudonymer, omend dog under “tvivlsomme”) skriver om de to filmfotografer Kurt Waldich og Aino Silpanen – de har en evne til at ende steder, hvor der snart vil ske noget, og nu er de havnet i Brasilien. Der finder de en døende hvid mand, der har været holdt fange af indianerne i junglen – og ikke hvilke som helst indianere, men slangegudens præster. Historien går, at slangegudens pyramide var dækket af guld, og en tidligere ekspedition, som drog ud efter den, forsvandt. Det var den ekspedition, den døende mand tilhørte.

Det er en historie, de to fotografer må forfølge. Ikke for guldets skyld, forstås, men for chancen for at skyde et godt “skilderi”. Svend A. Rask er lidt besat af det ord, og konsekvent med anførselstegn: “skilderi”. Og at “skyde et par meter”. Man har en svag fornemmelse af, at sprogbruget måske ikke er helt retvisende, men hvad fanden, der er en slangeguds-pyramide, der skal findes.

Og det gør vore helte så.

“Den forsvundne ekspedition” bevæger sig i en lige, ren linie fra A til B til C og så videre, til der kan sættes en lykkelig slutning på, og man forestiller sig en technicolor-udtoning, hvor alle slår hinanden på skuldrene og ler med “ho ho ho”. Der er ikke mere, end den giver sig ud for … og dog, for der er plads til et par lommemoralske hip til samtiden og de degenererede byfolk derhjemme, som vil føle dødens gys i biografernes magelige stole og den nyligt genopdagede sandhed, at “det ikke er Kapital, der skaber Arbejde, men derimod Arbejde, der skaber Kapital!”

Bedst er dog første, historie-referende kapitel, der fortæller, hvordan de hvide mennesker først kom til området og blev budt velkommen som gæster af kongen – for derefter at slagte de indfødte for guldet. Den kristne kultur var kommet til landet! slås det fast, med udråbstegn. Det kunne der laves et godt “skilderi” over.

8 Responses to Den forsvundne ekspedition

  1. Det må da siges, at være et forsonende træk, at aflevere en sådan parole “det er ikke kapital … osv” i et – angiveligt – så pladask-plain “værk”.
    Som (ret) ung – ska vi sige tolv-tretten år – læste jeg Edgar Wallaces “Sanders fra floden” (“Sanders Of The River”), og syntes det var en fin og fornem satire over doktriner i det britiske imperiums modus operandi overfor lokalbefolkningen i kolonierne.
    Det var en hård opvågnen, da det flere år senere gik op for mig, at det absolut skulle tages for pålydende, og faktisk skulle betragtes som en præsentation af “that’s the way to do it!”
    F.eks. klarer Sanders lige ærterne, ved at give en lokal “neger”-prins en endefuld, så han kan lære hvem der er “far” hér! (“Upbringing prince Peter”).

    Til gengæld husker jeg min store glæde ved at læse Hilmar Wulff, og især hans “Bjørneædere og frikadellegnaskere”, og idet jeg lige præcis ved hvor jeg har den stående, må jeg da absolut – og pludseligt inspireret – se om den stadig holder. Anelserne er bange 🙂

    • Åh, den der oplevelse af “Jeg elsker hans satiriske tilgang til tingene”, der tørrer ud i munden på en. Den havde jeg også lidt med Heinlein.

  2. Jeg kender godt den fornemmelse af nostalgi efter den form for bøger og film. Der er et eller andet dragende over dem. I hvert fald kortvarigt. Det var historier som passede godt til lørdagens Fire-Forestilling på DR (dengang der kun var en kanal).
    Jeg havde en kammerat, der havde nogle bøger i samme stil. Jeg kan simpelthen ikke huske hvad de hed. Men, det var to Raske Unge Drenge og deres mere fedlanden Onkel eller Farbror som altid rodede sig ud i Eventyrer. Der var en episode hvor de skulle teste en undervandsby, for at se om det var noget man kunne bo og arbejde i.
    Og jeg synes at huske der var en super racistisk episode, hvori indbyggerne af sydhavsøen lægger sig på jorden for at de fine gæster kan træde på dem. (Når jeg skriver det, så virker det i øvrigt helt balstyrisk 😉 ) Og da den fedladende onkel/farbror skal vandre over øboerne, så skynder han sig, for ikke at lægge for meget vægt på de stakkels indfødte… hvilket de er meget taknemmelige for!

    • Goddamn, de har bare at være taknemmelige for et eller andet! Syret.
      På et tidspunkt gik jeg i gang med at læse Jungledrengen Bomba, en vist nok dansk serie fra 50erne (eller deromkring). Et tydeligt Tarzan-ripoff om den hvide dreng, der vokser op i junglen. Og jeg begyndte at sætte post-its i den, når den var racistisk… den blev noget tykkere af det.

      • Nå, hurtigt googling viser, at Bomba var amerikansk. Roy Rockwood var ellers et forfatternavn, der osede af dansk forsøg på at være så amerikansk som muligt 🙂
        https://en.wikipedia.org/wiki/Bomba,_the_Jungle_Boy

        • Der findes en guds velsignelse af Tarzan-efterligninger. F.eks den italienske “Akim”, der nærmest er det rene copy’n paste af nogle Tarzan-tegneserier begået af enten Manning eller Kubert. Og hvad skal man ikke mene om Marvels “Ka-zar”?
          På dansk foreligger der – ihvertfald – “Paw i urskoven”, hvis story-of-origin er en spytklat fra Lord Greystokes.
          Om der også foreligger en dansk tegneserie med en Tarzan-klon, ja, de’ ve’ jette (jeg ved det ihvertfald ikke). Men med tanke på, at “Willy på eventyr” ret så meget er “Jens Lyn (undskyld – Flash Gordon)”, så er det langtfra utænkeligt.

  3. Ser godt ud (sådan lidt Ka-Zar over hårfarven). “Kona” ikke “Conan” – og der ku da godt være lidt “Tarzan i Pellucidar” over den: Tarzan i Floskeljunglen 🙂
    Men hvis det er med den på, hvad så med “Rahan”:
    https://en.wikipedia.org/wiki/Rahan_(comics)
    – gik i det, vistnok ret kortlivede, magasin “Pif” (også på dansk). Og der var altid en “gave” med. f.eks husker jeg et par “briller”, som man ku se ud af (godt fundet på), selvom de var sølvfarvede på ydersiden (jaja, det var før ray-ban og YLS kørte det samme stunt, men faktisk et resultat af apollo-programmet, på linje med teflon og velcro). Jaja, men stadig irriterer det mig, at jeg ikke kan finde en dansk pendant til “Tarzan”. Den må sgudda findes 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.