SUPERKULTUR

Udkast til en typologi over bibliotekarer

jun
25

Det er et uhemmeligt, dybdekatalogiseret og krydsrefereret faktum, at jeg benytter min arbejdstid med genrebetegnelsen bibliotekar.

[pause for applaus]

Det betyder naturligvis også, at jeg ikke kan lade være med at bemærke, når mine arbejdsfæller optræder i populærkulturen – som regel i form af klicheer. De to klassikere er enten den sexede bibliotekar eller bibliotekaren med hornbriller og knold i nakken – desværre har jeg selv knold i nakken.

Hvorom alting er, må det være muligt at opbygge et systematiske oversigt over de måder, hvorpå bibliotekaren kan fremstå. De foreløbige resultater er her:

Type 1: Den realistiske

Muligvis ikke i udseende, men i beskrivelsen af bibliotekarens opofrelse for sine bøger og modvilje mod sine lånere.

Type 2: Den uduelige

Det er muligt, du er rap med et lyssværd, men du forlagde en planet. Og du tillagde ikkebibliotekarer skrive-rettigheder til arkivet. Du er udsat for den bibliotekariske ækvivalent til order 66.

Type 3: Som vi ser os selv

Jeg indrømmer det på vegne af min stand.

Type 4: Den, der skal op mod muren

Værre end type 2 er ham her. “Det er koldt, lad os brænde bøgerne!” Fuck that guy.

Type 5: Den, der har haft en lidt for lang vagt uden frokostpause

Der er mindst én bibliotekar derinde, og vedkommende har taget over. Selv en Time Lord ved, det er tid til at forlade biblioteket.

Type 6: Rollemodellen

Den egentlige helt i den serie. Alle ved det.

25 Responses to Udkast til en typologi over bibliotekarer

  1. Det er en upåklagelig kulturanalyse.

    Har den nogen fornemmelse af om det lykkedes Rupert Giles at sexe den mandlige bibliotekar-rolle op?

    Det har som regel været kvinder der løb med den hotte bibliotekarrolle (især (måske endda udelukkende) i fiktion, hrm), men jeg ville klart Go Gay for Giles.

    • Det kunne være spændt at se udviklingen i ansøgninger til diverse biblioteksuddannelser efter Buffy – og kønsfordelingen i dem. Altså så længe der ikke går Twilight i den, og alle går rundt i Giles-outfit og ser længselsfulde ud.

  2. I Bradburys “Something Wicked This Way Comes” er der en bibliotekar-far; gammel, vissen og grå, men med et stort pædagogisk og tutorialt potentiale. Det var faktisk ham, jeg identificerede mig mest med, første gang jeg læste romanen way back when i nittenhundre&frgreherrmm!
    Jeg har – HAR – stiftet bekendtskab med et par Frøkner Knold, og jeg har også haft en ganske nær “connexion” til en nærmest autistisk bibliotekar. Men mit generelle indtryk er, at “folkeslaget” er yderst imødekommende, behjælpelige, interesserede og nysgerrige (på den fede måde), når man søger “deres” hjælp. Det er vel de færreste der brænder bøgerne – de fleste brænder for dem 🙂
    Så selvom viden er redundant i disse post-post-moderne tider, så kan den “indsigt” ikke rigtigt bruges til noget, når det gælder skønlitteraturen (ja, det hedder det jo, selvom det ikke behøver være skønt – fiktion, ikke!) 😀

  3. Nåja, forresten – de fleste af de der bibliotekarer i “Rosens Navn”, de falder helt klart indenfor TYPE 1.
    Til gengæld falder bibliotekarerne i “Alexandria-kvartetten (Bings, ikke Durells) helt udenfor nærværende typologiske karakteristik, hvorfor jeg forventer en yderligere differentiering 🙂

    • Det slog mig også lige: der er den vedholdende bibliotekar, som eksemplificeret i den 90er-filmatisering af Tidsmaskinen, hvor den digitale bibliotekar holder ved på tværs af årtusinderne.
      samler noter til opfølger-indlæg

  4. Kan bekræfte at der skar i hjertet da vi kasserede hele Sydhavnens hardcover trafikstatistik fra 1960-1990.

    • Hej Frederik
      Hvad skete? Jeg er faktisk interesseret: – hvem, hvad, hvorfor?

    • Der er et særligt hjørne af hjerne, som gør ondt, når opslagsværker smides ud – og det bliver kun værre, jo mere obskurt deres indhold er. Den Store Danske – jaja, den skal man nok finde. Men Sydhavnens trafikstatistik? Det er ikke sådan noget, der er indenfor rækkevidde, når man uundgåeligt for brug for det.

  5. Jeg var i praktik der mens jeg læste. Og det var altså bibliotekarens vurdering, efter at have gransket relevans og udlånsstatistik, at de bøger kunne kasseres. Så vi tømte de hylder (der var også andre lokale statistik-bøger), og gjorde plads til noget mere relevant, ved ikke hvad.

    Jeg tvivler stærkt på at de blev sat til salg, så de røg nok direkte på bålet – og hvis den elektroniske infrastruktur en dag bryder sammen vil menneskeheden altså have et sort hul i hukommelsen. Men måske kan man senere genskabe statistikken med en god nok elektronhjerne.

    Jeg fornemmer et plot til en socialrealistisk sci-fi tage form.

    • Vi er – mao – ovre i Farenheit 400-jeg skal komme efter dig -land, og derfor – muligvis omkring Janus TYPE IV (nakkeskud uden dommerkendelse). Men hvad – oh – hvad blev så fyret på bålet (bare i generelle træk)?

      Thi – og med skam at melde – har jeg – sandt for dyden – da også set mig nødsaget til, at “afhænde” en hel del bøger, da mit eget bibliotek (kald det bogsamling) havde nået “kapacitets-grænsen” ifht rumfanget af mit hjem. Dog med finesse – samt dybe og bekymrede overvejelser ifht hver enkelt bind (“Er A. Frederiksens “Dronningen af Ægyptens Land” (med illustrationer af Laurits Fincke) et “must” – og den slags 🙂 )

      Så hva faen brændte I ?

      • Jeg ved ikke om de blev brændt eller genbrugt, men så vidt jeg ved var hardcovers limet sammen af noget der var uegnet til genbrug.

        Jamen der har vel været ~tre hyldemeter lokalstatistik i groft papir, ca. 400 sider pr. bind, med de de der rødlige, stive omslag.

        Hvad præcist er det du gerne vil vide? Jeg kan mærke at der ligger nogle skumle bagtanker bag din ildhu.

        • Nejnej – intet skummelt, absolut ikke, honest gov! Men hvorfor “skar det i hjertet” at statistikken røg ud? Var det fordi den var i pæne bind, eller var det fordi der røg nyttig information ad pommern til?
          Altså – fakta er jo principielt redundant(e), idet de allerede er indgået i summen af viden, og derfor altid kan genskabes (hvilket ikke har noget med computere at gøre, selvom det i princippet er det samme – a la “i teorien er teori og praksis det samme, men sjældent i praksis” – so to speak). Så din ærgrelse må jeg bero på – hm – noget andet. Har jeg ret, eller skal vi kalde på en bibliotekar? JAAAAAnuusss! Vågn OP, goddammit!

          Men, Nej! Frederik! Intet “sinistert” hér – ikke denne gang, ikke nu. Det ville du kunne mærke, hvis det var 🙂 🙂

          • Ja, det var min første kassation. Jeg forestiller mig det er ligesom når bondesønnen for første gang er med til at slagte grise. Ens idylliske virkelighed bliver smadret ved mødet med den ubønhørlige virkelighed der trænger ind overalt med død og ild:

            Man vokser op i en sfære hvor litteratur er udødelig – men det stod pludseligt lysende klart at hvis ikke en gang trafikstatistikker kan undgå den store kosmiske mejetærsker, så lever alle vore ord på lånt tid.

    • Det er jo sådan en klassisk sf-ide, at vore fjerne efterkommere eller evt. superaliens vil blive i stand til at virtualisere alle mennesker, der har levet – ud fra deres efterladenskaber, sandsynligvis supersmarte algoritmer og så videre.

      Noget lignende må kunne lade sig gøre med bøger. Med tilstrækkeligt megen processorkraft må man kunne frembringe alle bøger, der har eksisteret. Det kunne blive til en scifi-Dan Brown-bog 🙂

      • Det er angiveligt mere sandsynligt at vi er i en ancestor simulation end i den grundlæggende virkelighed.
        Det gør ingen forskel, men jeg synes det fjerner lidt pres fra ens skuldre.

  6. Minder mig om, at jeg engang arbejdede på et museums-magasin. Alt uden proveniens (“har de proveniens?” – “Nej! Det er kun lidt snue!”) stod til kassation. I de fleste tilfælde kunne det være ligegyldigt – såsom fjortende lysestøberkar – idet “objektets” signifikans og historik var bevaret gennem grundig dokumentation af lignende “objekter”.
    Men det betød også, at endog yderst værdifulde kultur-genstande, der ville kunne indbringe betydelige summer hos BruunRasmussen skulle kasseres – hvilket bestod i at to repræsentanter for museet skulle bringe pågældende genstand til forbrændingsanstalten, samt overvære forbrændingen og modtage en kvittering af den ansvarlige “forbrænder”. Argumentet var, at museet ikke skulle fremstå som en institution, der tjente penge på donerede eller fundne “objekter” – hvilket muligvis er en acceptabel etisk fordring. Men hvis man står – in hoc casu – med den sidste gyngehest fra en yderst estimeret legetøjsfabrik, tegnet af en yderst estimeret arkitekt, og man så – netop fordi lige præcis dette eksemplar (det sidste) ikke oppebærer proveniens, så er det muligvis uerstattelig kulturarv, der går op i flammer. Dér starter mareridtet.

    • Av, det var dog grusomt. Ca. alle arbejdspladser jeg har været på har haft et eller andet der kunne gøre nogen glade, men det er nemmere bare at disintegrere det.

      Dermed nævner du endnu et deprimerende aspekt ved kassation/slagtning/tærskning, der ikke er afhængig af materialets kvaliteter: Man ser hvordan ens forgænger gennem mange år har måttet give afkald på den besværlige empati og går til jobbet med en sjælløs effektivitet.

      Og man ser sin fremtid i deres kolde øjne.

    • Av. Av av av. Og (for good measure) av!

  7. Udkast til scifi (med eller uden Dan Brown – og iøvrigt vil Niels Dalgaard ikke høre ordet “scifi”):
    Jorden er eksplomderet – enten fordi de der modbydelige aliens har eksplomderet den, eller fordi Solen er gået i Nova-chok, eller fordi der har haft været udslettende atomkrig, eller hva faen ved jeg?
    Nåmmen – den er ihvertfald væk, ikke?
    Men! I henhold til loven om, at information ikke kan gå tabt (!), vil der – i en sfære på ca. 100 lysår (epicenter Jorden/Solen) være al den information, al den viden, som nogensinde er blevet opgraderet til elektroniske data (hvilket ikke er så lidt – indernettet taget i betragtning).
    Men(!) bortset fra det omstændelige i at afsøge denne sfære og optage disse data, så er der visse (kosmiske) “fraktioner”, der ikke ønsker dette gennemført.
    Hvorfor ikke? Jo, det fremgår af visse data gemt et sted i hele out-puttet. Og nu gælder det om at finde ud af, hvorfor Jorden i det hele taget var et sted hvor man var så fikserede på “rå information”. Og der viser det sig, at der stadig findes en “nøgle”, en “rossetta-sten” på Pluto, som kan hjælpe til descifreringen af hele “dataskyen”. Tilbage står spørgsmålet, hvilken rolle Jorden spillede, idet man kun kender 1 anden art, der var lisså data-fikserede som mennesket. Og de er borte …
    Wuuuhahhah … 🙂

    • Noget med at man kun kan dekryptere jordens informationssfære hvis man laver en kontrolleret eksplosion af Pluto og bruger den som nøglekode. I den proces bliver der dannet en ny JordPluto-planet, som er OVERDREVET sej.

      • Nåhe ja! Når nu Pluto er blevet sprængt til smithereens, så har man – altså de dér “fremmede væsner”, som bliver kaldt “bibliotekarer/bibliotekarerne” – så har “bibliotekarerne” en najs lille molekylesky. Og denne kan de – ved hjælp af nanobots – bruge til at gendanne informationerne, så at sige “i flæsket”. Ikke det hele på 1 gang, men dele af det. Og så får vi også visse simulationer, der selvfølgelig opleves som virkelige af “simulanterne”.
        Så har vi et spørgsmål tilbage (udover en milliard andre), nemlig: – hvorfor forsvandt Jorden, og hvad blev der af den anden “race”, der var lisså informationsfikserede som menneskeheden? Og står “bibliotekarerne” i begreb med at “lide samme skæbne”, eller er de endnu mere fikserede og vil have den mani for sig selv? Er det dem, der er “de skyldige”? So many questons! 🙂

        • Jorden blev til krypterede sub-atomare partikler. Så den kan stadig måles, den kan bare ikke begribes af de fem sanser før den bliver parret med Pluto og igen bliver til et fysisk objekt.
          Måske er det et udregningsprojekt a la Hitchhiker’s Guide. I så fald gik den anden race også ren sub-atomar information/simulation (der er ikke rigtig forskel på det plan) og brugte en mængde entropi på at blive klogere på den der ting før de vendte tilbage til makro-universet med deres spritnye indsigter.

          Der er ingen negative aspekter ved noget af det. Det ender med at alle bliver enormt kloge og dermed lykkelige.

          • Vil det så sige, at “bibliotekarerne” – selv – i virkeligheden(?) er “den anden race”?
            Altså – der er potentiale i det hér, Frederik, men jeg bryder mig ikke om din hang til “happy end” – jeg vil hellere ha “open end” eller paradigme-skifte (men til hvad)

            Anyways: – skulle det nu komme over mig, at skrive den historie (og den kunne komme over dig, som en tyv om natten 🙂 ) – vil du så krediteres som medforfatter? Jeg forestiller mig Novum som første “target”; Thomas Winther mangler altid materiale – eller også skriver han det selv. Alternativt Proxima, men hvorfor ikke hér på Superkultur. Det er set før 😀

  8. Ha ja, du har min velsignelse til alt hvad du gør.

    Tiden og/eller jeg oplever et underskud af happy ends i sci fi. Det er som om man undgår den slags med vilje – måske giver det voksenpoint.

    • Okay – nu kommer det så også an på, hvad “happy end” består i. This is beginning of the end/This is the end of the beginning.

      Nåmmen – jeg skal kreditere dig, hvor og hvornår jegså ellers lige får den historie knaldet af. I’ll be back, og du vil blive informeret .-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.