I Bradburys “Something Wicked This Way Comes” er der en bibliotekar-far; gammel, vissen og grå, men med et stort pædagogisk og tutorialt potentiale. Det var faktisk ham, jeg identificerede mig mest med, første gang jeg læste romanen way back when i nittenhundre&frgreherrmm!
Jeg har – HAR – stiftet bekendtskab med et par Frøkner Knold, og jeg har også haft en ganske nær “connexion” til en nærmest autistisk bibliotekar. Men mit generelle indtryk er, at “folkeslaget” er yderst imødekommende, behjælpelige, interesserede og nysgerrige (på den fede måde), når man søger “deres” hjælp. Det er vel de færreste der brænder bøgerne – de fleste brænder for dem 🙂
Så selvom viden er redundant i disse post-post-moderne tider, så kan den “indsigt” ikke rigtigt bruges til noget, når det gælder skønlitteraturen (ja, det hedder det jo, selvom det ikke behøver være skønt – fiktion, ikke!) 😀