Minder mig om, at jeg engang arbejdede på et museums-magasin. Alt uden proveniens (“har de proveniens?” – “Nej! Det er kun lidt snue!”) stod til kassation. I de fleste tilfælde kunne det være ligegyldigt – såsom fjortende lysestøberkar – idet “objektets” signifikans og historik var bevaret gennem grundig dokumentation af lignende “objekter”.
Men det betød også, at endog yderst værdifulde kultur-genstande, der ville kunne indbringe betydelige summer hos BruunRasmussen skulle kasseres – hvilket bestod i at to repræsentanter for museet skulle bringe pågældende genstand til forbrændingsanstalten, samt overvære forbrændingen og modtage en kvittering af den ansvarlige “forbrænder”. Argumentet var, at museet ikke skulle fremstå som en institution, der tjente penge på donerede eller fundne “objekter” – hvilket muligvis er en acceptabel etisk fordring. Men hvis man står – in hoc casu – med den sidste gyngehest fra en yderst estimeret legetøjsfabrik, tegnet af en yderst estimeret arkitekt, og man så – netop fordi lige præcis dette eksemplar (det sidste) ikke oppebærer proveniens, så er det muligvis uerstattelig kulturarv, der går op i flammer. Dér starter mareridtet.