I min skoletid tyggede jeg mig grådigt igennem alt, hvad der udkom på dansk af Stephen King og Dean Koontz – og siden hen også de titler, der var for længe om at blive oversat. Efter nogle få år blev deres respektive udgivelser af faldende kvalitet (eller min smag ændrede sig), og jeg forlod de to bestseller-forfattere med kun få kig tilbage over skulderen (som f.eks. Kings ganske vellykkede zombie-drama Puls). Der er dog stadig adskillige titler, som har indlejret sig i min bevidsthed som gode, gedigne horrorfortællinger – en af dem er Koontz’ ”Skygger”, som jeg besluttede at genlæse for at se, om den levede op til erindringen.

”Skygger” foregår i den lille bjergby Snowfield. Lægen Jennifer er på vej hjem, efter hun har hentet sin 14-årige søster Lisa – deres forældre er døde, og hun skal nu være værge for lillesøsteren, hvilket ikke bliver lettere af, at de ikke har set meget til hinanden i de seneste år. Deres nye familieliv starter dog heller ikke godt – da de når frem, har nogen eller noget myrdet samtlige indbyggere i byen. På grusom vis. Mange er blot forsvundne, mens dele af andre er efterladt tilbage. Og det er sket pludselig og for ganske få timer siden.

Det lykkes Jennifer at komme i kontakt med omverdenen, og politiet sammen med en flok militære videnskabsmænd rykker ind i den isolerede by. Der viser det sig snart, at de ekstreme dødsfald ikke kan bortforklares med massehysteri, giftgas eller sindssyge kulter – der er noget anderledes rædselsvækkende på spil, noget ældgammelt, der ser stort på menneskeliv.

Gensynet med ”Skygger” er såmænd positivt nok – der er ikke tale om stor kunst eller en klassiker inden for genren, men spændende, fuld-fart-fremad actionhorror. Folk begynder at dø allerede på de første par sider, og så går det ellers derudad. Koontz kender tydeligvis sine virkemidler, og han bruger dem generelt til god effekt, dog til tider også lidt mekanisk. Personerne bliver præsenteret og får deres baggrund fyldt ud, så man næsten derfra kan ekstrapolere, om/hvordan de kommer til at dø. Der er den obligatoriske romance, de store ofre og den naturlige happy end. Spændingskurven tegner sig lige og tydeligt foran læseren.

Bogen er også blevet til en ikke videre vellykket film, hvilket egentlig er utroligt, for det burde være enkelt at lave en vellykket popcornfilm ud fra oplægget; bogen kunne bruges næsten uændret som drejebog, vil jeg tro. Og Koontz skriver glat og lettilgængeligt, så i mangel af bedre kunne bogen faktisk godt tage pladsen fra en film – man vil blive mindst lige så godt underholdt. Den har sine fejl og mangler (historien går bl.a. lidt over gevind hen imod slutningen, hvor forfatteren pludselig og ganske unødvendigt smider psykopater og djævletilbedere efter læseren), men den leverer varen.