”Høst” er femte og afsluttende bind i Hedegaard Pedersen Tarot-serie. Der er dog samtidig tale om en enkeltstående roman, hvor det angiveligt kun er de sidste par sider, der egentlig binder sammen med de fire andre bøger. Og ikke nok med det: ”Høst” er også en ganske kapabel lille horror-roman. Uden at have læst andet end første bind, ”Dyret – Apokalypser” (og det for så mange år siden, at mine erindringer om den er noget svage), lader det til, at den eneste forbindelse til serien er byen, hvor handlingen udspiller sig (Vesterbæk), og de sidste tre sider i bogen (mere om disse senere).

Handlingen starter tidligt om morgenen og forløber over ganske kort tid. Inden for den tid bliver læseren præsenteret for en lang række personer, der har større eller mindre betydning for handlingen: Dennis, en lettere paranoid retsmediciner, der er tydeligt præget af sin fortid; betjent Blom og hans hund (der naturligvis hedder King); Mark og Linda, det unge par, der er ved at investere i en lejlighed; Dan, småforbryderen, der vågner op med hukommelsestab og tydelige tegn på tortur; og bondemanden Erik og hans søn Johnny.

Det er ikke København, men en vellykket provinsidyl, som også andre danske horror-forfattere har forsøgt sig med – blot virker den mere vellykket her i Hedegaard Pedersens hænder, end jeg tidligere er stødt på. Han tager sig sin tid og forbereder scenen i en lang række korte kapitler, hvor folk går omkring deres almindelige sysler. Ikke noget foruroligende overhovedet. Men rundt omkring byen er høsten gået i gang, og som en baggrundsmusik ligger den konstante rumlen af de arbejdende maskiner. Og så begynder folk at forsvinde.

Betjent Blom kaldes ud til at biluheld, hvor kun et enkelt offer er tilbage – en ældre, død mand på et bussæde. På gårdene i området er folk åbenbart lige løbet ud af bagdøren. Og inde i byen sætter Dan, der bløder og har en voldsom trang til noget euforiserende, sig for at finde ud af, hvad det er, han har glemt – mens resten af persongalleriet begiver sig ud på den dag, der for en del af dem bliver deres sidste. Der er noget fremmed i Vesterbæk.

”Høst” er hurtigt læst, men det forhindrer den ikke i at være en medrivende bog. Korte kapitler, hurtig fortællestil og en stigende fornemmelse af, at der gemmer sig noget under overfladen, som ikke bliver forklaret – det giver tilsammen en behagelig overraskelse på det danske bogmarked (eller ubehagelig, om man vil). Forfatteren forfalder ikke splatter eller tåbelige chok-effekter, men holder sig til stemning og nogle ganske vellykkede horror-scener, der aldrig kammer over. Dog skal nævnes de sidste tre sider af bogen, som binder den sammen med resten af serien – de er kort sagt ligegyldige og ligefrem ødelæggende for oplevelsen af historien. Læs historien og nyd den, men glem forfatterens mislykkede forsøg på… ja, jeg ved ikke hvad; at være kosmisk, måske. Det klæder ham dårligt, når han i resten af værket har været så gennemført nede på jorden og endda har undgået langt de fleste af genrens klicheer. Ikke desto mindre er der tale om en bog, som klart kan anbefales – der er stof til en god aften i sofaen.