TØJDYR MED SVÆRE, MORALSKE VALG. Nuttede dyr på eventyr i en verden, der minder meget om vores. Umiddelbart kunne jeg ikke lade være med at tænke på Hans Frederik Follestads (efter min smag for fjollede) ”De 4”. Heldigvis er der tale om en helt anden type bog her – her er tale om tøjdyr, og de drager ikke på fjollede fantasy-eventyr, men ud i et hårdkogt krimiplot.

”Amberville” har opnået stor succes i hjemlandet Sverige, bl.a. via en reklamekampagne i diverse blogs. Den er blevet solgt til distribution i resten af verden til forlaget HarperCollins, og der tales med store ord. Kan den leve op til denne hype i mine øjne? Ikke helt, men mindre kan også gøre det, og en ganske god læseoplevelse er der afgjort tale om.

Tøjbjørnen Erik er fokus for fortællingen – han lever et godt liv, har et velbetalt arbejde som reklamemand og er gift med den underskønne Emma Kanin. Men hans fortid vender tilbage for at hjemsøge ham, da underverdenens ukronede konge, Nikolas Due, opsøger ham sammen med et par gorillaer (bogstaveligt talt).

Historien foregår i titlens Amberville – et samfund, der udvider sig gennem bogen, men kun til en vis grænse. Vi er i et lukket system, og der er regler – en af de regler, som ingen helt kender, styrer chaufførerne i de røde biler, der henter de tøjdyr, som ingen ser igen. Men de fleste tror på Dødslisten, papiret med navnene på de personer, der skal hentes. Ingen ved, hvem der laver listen, og hvorfor. Men Nikolas Due er en af dem, som tror, og han er overbevist om, at hans navn er på listen, så han sætter Erik Bjørn til at finde og ændre Dødslisten. Erik må samle sit gamle hold – den lumske slange, den konstant dopede zebra og den labile krage – og langsomt grave sig ned i det fundament, der ligger under Amberville.

Historien er mesterligt skrevet – den springer mellem personer, både hovedpersoner og kortvarige bipersoner. Hver har sin egen fortælling – Erik har en tvilling, og de to bjørnes fortællinger bliver langsomt så forbundne, at grænserne på mystisk vis forsvinder – og alle har de deres egne motiver. Vi bevæger os fra udskuddene, der blot holder sig i live, til store tanker om godt og ondt og hvad man må gøre for at forblive god. Som enhver god krimi vokser intrigen, til den omfatter høj som lav, råddenskaben breder sig, og der må træffes hårde valg.

”Amberville” fungerer – ingen tvivl om det. Den er velskrevet og stilig, og historien forløber med masser af overraskelser undervejs. Blandingen af hårdkogt film noir-krimi og nuttede pelsdyr forlener det hele med en grotesk stemning, som ærligt talt er med til at give den det lille ekstra touch. Og der er ingen tvivl om, at historien ikke kunne fortælles uden de fantastiske elementer – jo, den kunne omskrives til sf, men den ville sandsynligvis blive alt for konstrueret i processen. Men alligevel – på trods af, at jeg læste den med glæde – kan jeg ikke slippe fornemmelsen af, at der mangler en højere enhed, som det hele burde gå op i. Der er ikke nogen overbevisende grund til, at det hele skal fortælles med pelsdyr – og på mig kommer det lidt til at virke, som om det er et gimmick, der skal understøtte en roman, som måske ikke ville kunne stå helt på egne ben. Det er der for så vidt ikke noget dårligt i, men det virker blot, som om potentialet var til mere. Så alt i alt er det én af de bøger, jeg gerne vil anbefale, men alligevel…