Nathuset

Nathuset

En forældreløs dreng flytter til den lille, amerikanske by Ballantyne for at bo hos sin onkel og tante. Men det viser sig snart, at det lille samfund har dystre hemmeligheder, som kommer til at hjemsøge nytilflytteren.

Jo Nesbø har forladt sin vante krimigenre for at dyppe fødderne i noget rendyrket horror. På dansk har vi tidligere set sf-novellesamlingen Rotteøen, der var ganske god actionspænding, så mine forventninger var nok noget af det samme her – kapabel horror med fokus på plot og fremdrift.

Nesbø lægger hårdt ud i “Nathuset” – i første scene tvinger vor hovedperson, Richard, en anden dreng til at lave telefonfis. De slår et tilfældigt navn op i telefonbogen, Imu Jonasson, og ringer fra en telefonboks for at skræmme vedkommende. I stedet bliver den anden dreng, Tom, spist af telefonen – ganske enkelt suget ind gennem røret. Det er ærligt talt en noget overgearet scene, men selvfølgelig også en måde at etablere, hvad man går ind til. Nesbø kommer fra krimien, så han er nok vant til at slå noget ihjel med det samme.

Min første tanke var: vi er i Stephen King-land. Vi er i lilleby-USA, der er en telefonboks for lidt nostalgieffekt, og der er et gross-out (I recognize terror as the finest emotion and so I will try to terrorize the reader. But if I find that I cannot terrify, I will try to horrify, and if I find that I cannot horrify, I’ll go for the gross-out, for nu at citere King). Men Nesbø har ikke Kings fornemmelse for sted, han er ikke interesseret i at udbygge personerne, og han har slet ikke lyst til at løfte foden fra speederen.

Snart bliver en anden dreng forvandlet til et insekt for forsvinder i natten, hvilket efterlader Richard mistænkt for to forsvindinger.

Og deromkring gik det op for mig, hvad det var, jeg læste. Jo Nesbø har i bund og grund skrevet en Gåsehud-bog – “Nathuset” er ren børnehorrorlogik og hu hej vilde dyr. Ting sker, fordi ting sker, biblioteket har en bog om ond ordmagi, og man skal i det hele taget ikke tænke for meget over det. Som voksenroman betragtet er det noget af det mest kiksede, jeg længe har læst – og jeg mistænker, at forlaget har forsøgt at skrabe lidt flere penge ud af forfatterskabet ved at sælge bogen til de voksenlæsere, der er vilde med Nesbøs krimier. På den ene side vil jeg gerne vide, hvad de synes om den – men på den anden er der ingen måde, hvorpå jeg vil kunne anbefale den til dem.

Ret skal være ret – Nesbø rammer rigtigt ved at lade sin hovedperson være alt andet end en lille engel, og der er noget interessant struktur i romanen, da han i anden dele lader den voksne Richard vende tilbage til Ballantyne. Desværre lader han også Richard være den type børnehovedperson, der nok er skræmt, men aldrig rigtig usikker – og fortsætter videre i en tredje del, der er dybt fortærsket.

Jo Nesbø har skrevet en god ungdomsgyser, der faktisk nok skulle kunne ramme de læsere, der er på vej til voksenromanerne – den er letlæst, og handlingen drøner fremad. Men forbandet været Modtryk, der har valgt at love alt for meget andet på bogens vegne.

5
Apocalypse clown (2023) Episode 244 – Hoppin’ Frog Cake Stout og Stanley Kubrick

5 kommentarer

Henning Andersen

Med andre ord: – det gav sig ud for at være en King-klon, men endte med en Koontz-kopi?
Tak for advarslen 🙂

Henning Andersen

Lad det være et diktum: – graden af koontzhed er direkte proportional med antallet af involverede golden retrievers 🙂

Min hjerne forsøger at lave sådan et koordinatsystem, hvor man kan anbringe historier i – med King (hunden bliver slået ihjel) og Koontz (hunden er nuttet og overlever) som yderpunkterne på den ene akse, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad den anden akse skal være. Måske “Hunden er helten/skurken”.

Henning Andersen

Unægtelig et ambitiøst projekt. Jeg ved ikke rigtigt med ligefrem en “akse” med “hunden dør/hunden lever”. Det går lidt ud over min opfattelse af døden som koncept ( og tillade mig en eksplanatorisk parantes: – “døden” er ikke imho livets MODSÆTNING; det er “blot” livets grænse …. ellers bliver der eddermame meget “død” på den ene banehalvdel). På den anden side …. – men man (hund) kan vel for pokker ikke være næsten/lidt/overvejende/i høj grad/nogenlunde DØD!!?? Enten eller –
MEN: – jeg kunne da godt se et koordinatsystem med en x-akse, der går fra “Ondhed” til “Godskab” og en y-akse fra “Skurk” til “Helt”, for dér er der plads til både Idéfix og Milou.
Hvilket fik mig til at tænke på/over hvad jeg egentligkender af historier med/om hunde. Og det var sgu’ alligevel ikke så få. Og jeg vil lige – mens jeg husker det – kommentere, at filmen godt ku’ ha’ heddet “Dalmatians 101”; det havde været mega-meta. Lidt på linje med dengang -i gymnasiet – min klassekammerat Morten og jeg lod os henrive over skiltet på et aflåst undervisningslokale. “SJ” stod der på skiltet.
– Selvfølgelig! sagde Morten. – “Sproglig Jælpeklasse”.
Tilbage til emnet og skud fra hoften: – Cujo, White-Fang, Buck, Lassie, Rin Tin Tin, Verdell, Lady&Vagabonden, Mads (og Mikkel), Baskervilles Køter, Blokbor (To sole stod op), Bandit (We3), Toto (Wizard of Oz) og så de der dalmatinere, dér.
Men der må selvfølgelig være flere. Fræksæmpel læste jeg lige hér til morgen en gang bedaget Weekend ( ikke sex, men:) Avisen, med en anmeldelse af Sigrid Nunez “En ven”, der i høj grad har grand danois’en Apollo som narrativ vehikel. (apropos “danois”: – Holger Danske hedder – i Rolandskvadet – Ogier le Danois, og både han og “Orlando” optræder i Ariostos “Orlando Furioso”, som vistnok skulle være Italiens NationalEpos, lisdan Danmarks “Elverhøj” og Finlands “Kalevala” Men det er anden tangent så parantesen ender h-)

Men som sagt: – god idé. Jeg må se om jeg kan finde ud af at lave et koordinatsystem i mit grafikprogram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.