Jeg kender Alastair Reynolds fra hans Inhibitor-saga, som jonglerer dystert og uden at anstrenge sig med de helt store ideer. “Century Rain” er anderledes nede på jorden, men det forhindrer nu ikke Reynolds i at give læseren et par kognitive mavepustere her og der.

Vi starter i Paris sidst i halvtredserne. Privatdetektiven og musikeren Floyd (som egentlig hellere ville være musiker end detektiv) får en sag, der umiddelbart virker uden indhold – en ung kvinde er død efter at være faldet fra sin balkon. Politiet har allerede slået det hen som en ulykke eller selvmord, men udlejeren har svært ved at tro på de forklaringer. Floyd regner ikke med at finde noget, men snart begynder han alligevel at indse, at ikke alt er, som det burde være. Og imens går det op for læseren, at dette Paris ikke er det, man er vant til – noget i deres historie passer ikke med det, vi har lært.

300 år længere fremme i tiden er arkæologen Verity Auger på en ekspedition til den ødelagte jord – nærmere bestemt til et Paris, der er dækket af is. Det går forfærdeligt galt, og som en konsekvens får Verity valget mellem at stå overfor en retssag eller påtage sig en helt anderledes mission: via en umådelig infrastruktur efterladt af ukendte rumvæsener har man fundet vejen ind i en gigantisk artefakt, og der befinder sig en kopi af Jorden, som den så ud, før menneskeheden ødelagde den. En agent sendt til denne Jord er forsvundet, og det er nu Veritys job at finde ud af, hvad det var for en hemmelighed, agenten var på sporet af, alt imens menneskeheden (i hendes tid) bevæger sig hastigt mod en altødelæggende borgerkrig.

“Century Rain” er en berusende blanding af alternate history, noir krimi (med bunker af referencer til “Casablanca”), space opera og sikkert og lidt andet smidt ind. Og den griber én ved halsen og giver ikke slip, til sidste side er vendt.

Det er noget af et kunststykke, Reynolds udfører – både at gøre denne blanding logisk og samtidig frisk og spændende. Man er oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvordan den unge kvinde døde, og selv om det måske ikke er en overraskelse, hvordan Floyd og Veritys historier hænger sammen, så er det forbløffende, hvor godt forfatteren gør det – der er masser af tråde i fortællingen, men de har alle betydning, hvad enten det er detaljer i dette falske Paris eller storpolitikken i fremtiden. Og så sparer Reynolds heller ikke på godterne – for selv om det umiddelbart virker som en mere snæver fortælling, så får man også udleveret en god del store ideer og action, hvad enten det er hæsblæsende kampe eller klaustrofobiske flugtscener.

“Century Rain” kan ikke andet end anbefales. Og for yndere af litterære lege er der masser af intertekstuelle referencer at jagte og nyde (såsom at den del af menneskeheden, der har favnet teknologien med alle dens muligheden, nedstammer fra Slashdot).