TILBAGE TIL DEN RETTE ÅND. Det niende bind i serien om Indiana Jones er noget af en forløsning. Efter en tre fire mere eller mindre dårlige bøger i serien, kommer Indiana Jones and the Philosopher’s Stone (IJPS) som et friskt pust. Den helt rigtige humor og det helt rigtige tempo er (næsten) på plads. IJPS er helt klart en af de romaner i serien, der læner sig tættest op af filmene. Den er smaskfyldt med scener, som man kunne sværge på man havde set i filmen. 

Efter en hårrejsende prolog, sætter det rigtige eventyr ind. Indy bliver kontaktet af sin gamle ven Marcus Brody. Nogen har stjålet Voynich Manuskriptet. En italiensk, fascistisk storforbryder, der netop har været på besøg i Amerika, er under mistanke, og Indy sætter efter ham. Det udvikler sig hurtigt til en international jagt, hvor jægeren med ét går hen og bliver den jagede – men hvem er hvem?

Mac McCoy er klart et frisk pust til serien. Han er hverken luftingeniør eller mystiker han er journalist, og det ses. Der er lagt vægt på fart og sensationsjagt igennem hele romanen. Til tider går tingene så stærkt, at man slet ikke når, at bliver klar over hvor mange huller der faktisk er i historien. Hjælpsomme personer der dukker op ud af ingenting, for derefter at forsvinde uden videre, er en stor bestanddel af IJPS. Det er imidlertid med til at give historien al den fart den har brug for. McCoy lader Indy være Indy, magi være magi, og et eventyr være et eventyr – det er spændende, beskidt og til tider klodset, men det fungerer fordi det er Indy.

IJPS er helt klart den bog i serien der har vækket flest tankebilleder hos mig. Beskrivelserne er gode og præcise og man føler, at det hele falder meget naturligt for både Indy og de andre bærende karakterer. Hvis man kun vil læse én bog ud af de første ni, er det helt klart IJPS man bør give sig i kast med.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.