Vi så først Lindqvist på dansk med den absolut eminente Lad den rette komme ind i 2007, der blandede vampyrer og socialrealisme – nu har vi så fået ”Håndteringen af udøde”, der bruger noget af den samme opskrift, men lader zombier være krydderiet. Det lyder måske underligt, men det fungerer.

Sjældent har jeg oplevet en bog, der er så godt til at blande det håndgribelige og det symbolske. For en stor del af bogen handler om de rent praktiske problemer, når de nyligt afdøde vender tilbage til livet – men det er i lige så høj grad, hvordan vi som mennesker håndterer det faktum, at vore elskede er døde og vender tilbage. Det er en vinkel på zombierne, der ellers ikke er blevet belyst stort (bortset fra den obligatoriske scene i mange film, hvor én bliver bidt, og en anden ikke vil skyde den smittede, for så selv at lide en grum død). Det tillader Lindqvist at udfolde sig i sin helt egen niche i en undergenre, der ellers virkede som godt betrådt jord.

Men først og fremmest handler ”Håndteringen af udøde” om zombien som monster – som det monster, vi forventer og fortjener. Tydeligere end normalt er zombien her et spejl, der viser os verden. For her er de udøde ikke blot umælende, stavrende lig – når mange af dem samles, sker der sære ting, folks tanker svæver lige under overfladen, hvor alle kan høre dem, og de udøde reagerer på alt det mørke, der bobler op til overfladen.

Her er de dødes genopstandelse ikke global, men kun lokal – omkring Stockholm indvarsles hændelsen af hedebølge, kollektiv migræne og et elektromagnetisk felt, der spreder kaos. Og snart efter begynder de døde at vågne.

Lindqvist fortæller historien gennem en række mennesker – David, hvis kone er den første (og mest unikke), der vågner; Mahler, som stadig lever i en depressionsagtig tilstand efter barnebarnets død; Flora og bedstemoderen, der endelig har fået et liv efter bedstefaderens død. Alle har de deres forhold til døden, og alle reagerer de forskelligt på den forandring, der skyller ind over byen. Alle er de flot tegnede med hver sin personlighed og stemme.

Lindqvists mesterstykke i ”Håndteringen af udøde” er, at det lykkes ham at holde balancen på et knivsblad mellem zombieskræk og jordbunden realisme. Han styrer uden om de store optrin, der gerne kendetegner zombiefiktionen – jorden går ikke under, de udøde begynder ikke straks at æde hjerner, faktisk gør de ikke det store, men omkring dem smuldrer den almindelige verden alligevel. Der bygges op, så det er en pinsel; som læser sidder man med krummede tæer og forventer zombiernes angreb (nu må det da gå galt), men der er altid en anden drejning.

Alt sammen fører det til en konklusion af næsten lovecraftiske dimensioner – og også min eneste anke mod bogen. For opbygningen er intet mindre end genial, men afslutningen mangler gennemslagskraft. Næsten som i en bisætning farer den forbi én – det er ikke umuligt, at det er forfatterens intention, men i mine øjne er det desværre en tand for underspillet. Men det er en enkelt fejl i et ellers smukt og klart anbefalelsesværdigt værk.

(Anmeldelsen tidligere publiceret på Horrorsiden)