Mark Waid: Kingdom Come
HELTESAMMENSURIUM. Kingdom Come er en dommedagsprofeti. Når alle superheltene engang har ryddet op i hele verden. Når superheltene engang får børn. Hvad sker der så? Kingdom Come giver os et svar.
Jeg vil ikke gå dybere ind i historien end, at sige, at det ikke er helt åbenlyst hvem der er gode eller hvem der er onde. Det er heller ikke helt åbenlyst hvilket formål historien tjener, men den er på alle måder episk. Det hele tager sit udspring i en spådom (nogen siger åbenbaring), i en gammel bog (nogen siger Bibelen).
Tegnestilen ligner oliemalerier – grænsende til det sprøjtelakerede. Det er flot, det er gennemført og det fungerer. Den danske oversættelse er også god – selvom den nogen steder helt er glemt.
Der er ikke så meget, at sige om Kingdom Come. Er man superhelte-fan, er det helt klart et must. Er man til science fiction, storslåede kampscener og storpolitiske forviklinger kan man heller ikke gå forbi denne udgivelse. Kort sagt: “Gå ikke forbi”.
3 kommentarer
Jeg har læst andetsteds i bogen “Our gods wear spandex” at Kingdom Come skal tolkes som en modreaktion på den “chromium age” (med reference til de metal-lignende covers der var den gang) i 90’erne som indførte nogen mere voldelige og ikke så moralske helte som dem men kendte fra superheltenes “silver age”. At læse den som en allegori over det skift passer meget godt. Det passer også godt ind i en DC sammenhæng hvor f.eks. “Infinite crisis” tager samme emne op.
Interessant. Det var jeg ikke klar over.
“In 1996, two creators decided they had had enough. One was Alex Ross, an astonishingly talented painter and preacher’s son from Texas … With the help of another Southerner (dialogue writer Mark Waid), Ross declared war on the Chromium Age. His 1996 mini-series Kingdom Come is nothing less than an apocalyptic tract, awash in fieary Biblical wrath.”
Han fortsætter i beskrivelsen af skurkene:
“Foremost among those is Magog, a none-too-subtle parody of Rob Liefeld’s most successful creation, Cable.”
I denne citerede sammenhæng, taget ud af en større kontekst, kunne det godt lyde som om at Christopher Knowles er tilhænger af en kristen tolkning af superheltene, men hans bog er en mere bred fortolkning af hvordan de mytolgiske guder finder vej ind i superhelte-universet … eller rettere er med til at skabe det.