JESUS PÅ SURFBRÆT. Lige så fed en figur, Silver Surfer var i mine øjne, da han kom på dansk i Lee og Kirbys udgave, lige så kedelig en figur lader det til, at årene har gjort ham. Pæn, men i bund og grund kedelig.

Mit superhelte-læseri har været sporadisk gennem de seneste år, så jeg har ikke fulgt Surferen og har derfor ikke opdaget, at han er blevet kørt i stilling som en form for Messias-figur. Men det lader til at være tilfældet, og her får vi så historien om hans død.

Det er G. Floy Studio, der har udgivet tegneserien, så udstyret er som sædvanlig flot. “Rekviem” samler fire hæfter i denne historie, og det kan mærkes: Silver Surfer besøger Fantastic Four og får at vide, at han er døende; han besøger Spider-Man og bliver lidt menneskelig; dernæst en hurtig lille rumkrig for mytologiseringens skyld; og så til hjemplaneten Zenn-La for at… nå ja, gæt selv.

Der køres på de store toner hele vejen igennem, og det er problemet for mig. Ja, Kirby gjorde det samme – Silver Surfer (eller burde jeg sige Sølvsurferen), som jeg husker ham, er grundlæggende en operafigur, en grotesk karikatur med følelserne strålende helt ned til bagerste række. Men hvor den Surfer var en uhøjtidelig Pavarotti, er han i Straczynski og Ribics udgave en selvhøjtidelig Paul Potts. Jeg forstår mig ikke specielt om opera, så min metafor er måske helt hen i vejret, men pointen er, at der i denne udgave ikke er nogen distance til figuren, ironisk eller af anden art. Det er så irriterende tydeligt, at vi skal sidde med en lille tåre i øjenkrogen, når sidste side er læst – og ikke at jeg har noget imod at blive følelsesmæssigt manipuleret af en god historie. Jeg foretrækker bare, at det ikke sker med en hammer (hvor det i Lee/Kirby-udgaven snarere skete med en af de farvestrålende hammer-formede balloner – lige så tydeligt, men også langt sjovere).

Eller måske er jeg bare blevet en gammel og sur mand. Jeg benægter ikke, at det er en mulighed.

Alt andet lige, så er ”Silver Surfer: Rekviem” et flot værk. Ribic har malet historien flot – og Straczynski er også professionel og har helt styr på de enkelte elementer i historien. De enkelte scener er godt skruet sammen, det er blot den store helhed, jeg får i den gale hals. Tilsammen kunne de to have skabt noget, der måske endda kunne have fremkaldt den der afsluttende tåre i øjenkrogen. Som det er nu, har de skabt noget, der er rimeligt hurtigt glemt for mit vedkommende – og gad vide, om Silver Surfer ikke allerede er blevet genoplivet…?