PYT MED PARANOIA. John Twelve Hawks er et pseudonym – manden bag lever off the grid, uden for de utallige overvågningsmekanismer, der følger os i hvert enkelt trin af vort liv. Hans forlægger har angiveligt aldrig mødt ham, og de har kun kommunikeret gennem internettet og en satellit-telefon. John Twelve Hawks – eller J12H – er med andre ord en rigtig god PR-historie og nok også en stor del af sin romans tiltrækningskraft.

”Den rejsende” er en god blanding af science fiction, action, technothriller, new age og en lille spids filosofi. Umiddelbart kan jeg ikke lade være med at sammenligne den med ”Matrix” (den første film, de andre lader vi, som om ikke eksisterer) – her brydes hele virkeligheden ikke ned om ørerne på læseren, men det grundlæggende præmis er det samme: verden, som vi opfatter den, er en løgn, og vi styres af usete kræfter. I ”Den rejsende” er den mystiske organisation Tabula, som efterstræber en verden kontrolleret fra vugge til grav af teknologi, hele livet som det perfekte fængsel i stil med Jeremy Benthams panopticon (hvori man må formode sig overvåget alle døgnets 24 timer, dog uden nogensinde at være sikker). Det er det filosofiske islæt, resten er hovedsageligt tjubang.

Den største torn i øjet på Tabula – og truslen mod et dejligt firkantet samfund – er de rejsende, mennesker, der er i stand til sende deres ”Lys” til ”andre riger”, en buddhistisk inspireret måde at sige, at de kan rejse til andre dimensioner (og en irriterende halvreligiøs måde, der overhovedet ikke passer med bogens sf-del). Når de har gjort det, har de for vane at vende tilbage og forårsage store forandringer i samfundet, hvilket naturligvis ikke er til alles behag. Heldigvis beskyttes de rejsende af harlekiner, en krigerkaste med halvmytologisk/historisk baggrund, der opfører sig som noget taget ud af en 80er-actionfilm og har en forkærlighed for at kæmpe med sværd. Tabula selv bruger al tilgængelig teknologi, især Den Store Maskine, det kompleks af informationsbehandlende maskiner, der samler og behandler alle data om vores gøren og laden.

Der er med andre ord dømt paranoia, men det er desværre en følelse, der går tabt i støj. En paranoid technothriller fungerer i mine øjne bedst, hvis den foregår i en nærrealistisk verden (det virker bedre, hvis man kan tro på det) – og selv ”Matrix” havde kun én grundlæggende ide, som forklarede alt andet. Her går J12H simpelthen over gevind i elementer: en verdensomspændende sammensværgelse, dimensionshoppende messiaser, nutidige supersamuraier, genmanipulerede dræbermaskiner og så videre. Hele teknikken fungerer, superovervågningssamfundet virker kun alt for reelt, men hele troværdigheden sættes ganske enkelt over styr af de andre bolde, der er i luften.

Dertil kommer en velkendt (men ikke desto mindre irriterende) tendens til at lade personerne holde enetaler, gerne om teknologi og Tabulas djævelskab, men såmænd også gerne personens livshistorie og filosofi, hvis det kræves. Det er en let måde at give læseren informationer på, men ærligt talt også frygteligt kluntet. Det gør alt sammen, at ”Den rejsende” fungerer som underholdningslitteratur, men i mit tilfælde ikke derudover (hvad jeg ellers havde forventet). Med det på plads er jeg alligevel interesseret i fortsættelsen.

Det skal dog siges, at J12Hs paranoia-epos har fået generelt gode anmeldelser, ja måske er den sågar kult, som forlaget hævder. Se bl.a. Thor Kristjan Kidmoses nylige anmeldelse.