Matt Forbeck: Death Match

Matt Forbecks dystre afslutning på Blood Bowl trilogien, er klart den foregående overlegen. Væk er de fleste gentagelser og ind kommer en masse nye og interessante ideer. Det overgår imidlertid ikke den første bog i trilogien.
Forbeck har efterhånden fået fasttømret sin stil i dette univers. Han leder os med kyndig hånd igennem en interessant og velfortalt historie. Forbeck er meget billedlig – eller visuel – i sin fortællestil, og man kan da ikke lade være med at føle at det er som at være der selv.
Imidlertid er det med denne bog, som med “Dead Ball”. Historien mangler den kant som den første havde. Jeg ved ikke om det er fordi det nu efterhånden er begrænset hvor meget nyt man egentligt kan bringe ind i en bog om middelalderlig football, eller om det er fordi Forbeck er ved at køre træt. Bemærkelsesværdigt er det dog at serien faktisk stoppede efter dette bind. Imidlertid udkom der i 2007 et nyt bind i serien under navnet “Rumble in the Jungle”.
Som med den sidste bog i serien, er “Death Match” naturligvis også en must for fans. Og selvom bogen ikke lever helt op til sin storebror “Blood Bowl” så er den stadig fyldt med action og spænding.

Ingen kommentarer