ALTERNATIV VERDENSOPFATTELSE. Dennis Jürgensen er en af de mere produktive forfattere vi har her i Danmark. “Dæmonen i hælene” er en af de nyeste værker fra hans hånd. Bogen er en del af “black horror” serien, hvor Jürgensen tager klassiske horror-problematikker op.

Rune er en almindelig mand i et almindeligt København. En dag er Rune i supermarkedet og noget sker. Nogen betragter ham kan han mærke. Med ét, begynder et mærkeligt rejse ind i en konspiration af intergalaktiske dimensioner. En telefonopringning fra en forsvunden pige sætter Rune på sporet af en meget mystisk fænomen. Mennesker lader til at forsvinde, uden der er nogen der lægger mærke til det, men hvorfor gør Rune. Rune kan, modsat alle andre, godt fornemme at der er noget galt. Det bliver en jagt der hurtigt bliver mere og mere hektisk. Men hvem er det egentligt der er ude efter verdensbefolkningen, og hvorfor er det kun Rune der kan se problemerne?

Hvis man kender lidt til Dennis Jürgensen, er man fra bogens start af klar over hvad pointen (eller “plottet” om man vil) er. Jeg var ikke kommet meget mere end 20 sider ind i bogen, førend jeg vidste hvor det hele ville bære hen. Jeg tror imidlertid ikke det er mine fantastiske evner til at se ud i fremtiden der er på spil – mine evner i den retning begrænser sig til, at slå tv-programmet op på internettet. Det er nok mere det faktum at det er lidt af en kliche Jürgensen her har valgt at tage op. Det er naturligvis altid interessant at se et nyt bud på en klassisk horroride, men det her er lidt kedeligt.

Personligt var jeg en hel del mere vild med “Tingen i cellen”, “Monstret i kælderen” og “Uhyret i brønden”. Selvom disse er lige så klichefyldte, er de bare mere vellykkede. Jeg kan ikke pinpointe det helt præcist, men et eller andet gør denne roman svagere end de andre i serien. Måske er det mest fordi jeg forventer, at blive skræmt på samme måde af Jürgensens fortællinger, som da jeg var barn (teenager).  Og det gør jeg altså ikke her. Desværre. Ideen er, som sådan, god – men som sagt gammelkendt. Slutningen er også en kliche af rang, og jeg må sige at man ser den komme.

Kan jeg anbefale den? Hmm, måske. Måske ikke. Jeg kan ikke rigtig finde ud af det. Det er klart at Jürgensen ikke har forsøgt at skabe en helt ny genre, eller et nyt koncept. Ser man den som et nyt bud på en klassisk horror-fortælling er det faktisk en udmærket bog. Det er en solid historie, som fanger essensen af en særlig type af horrorplot. Jo, læs den bare, den er slet ikke så ringe endda.