ØSTEUROPÆISK DOMMEDAGSTRUSSEL. “Gylperen” er Dennis Jürgensens andet livtag med Lovecrafts Cthulhu-mytologi. Serien startede med “De hængte mænds hus” og er, i øjeblikket, afsluttet med “Gylperen”.

Harry Norton er Arkhams bedste “Private Eye”. Hans assistent, den underskønne og hovedrige Tippi Tulip, er klogere end hun giver indtryk af. En række mystiske hændelser sætter Harry og Tippi på sporet af en sammensværgelse der strækker sig på tværs af Atlanten. Inden længe går turen til det østeuropæiske land Murnien. Professor Quinn, ekspert i det okkulte og Harrys gamle ven, er på en særlig forskningsrejse i Murnien, og meget tyder på at noget er helt galt. Efter ankomsten til Murnien, og mere specifikt til byen Bolik, bliver Harrys mistanke forhøjet. Idet Harry ankommer med toget, ser det ud som om hele byen er på flugt. Men hvad er det der har skræmt hele byen, og hvordan er byens præst, læge og baron indblandet?

Det er måske lidt af en tilsnigelse at postulere at “Gylperen” er “en fortælling i H. P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi”, som bogens bagside gør det. Udover visse lokaliteter og stednavne er der ikke meget der er Lovecrafts opfindelse. På den anden side, er Lovecrafts univers tilstrækkeligt udefineret (i al fald af Lovecraft selv) til at man sagtens kan hævde at “Gylperen” finder sted netop i Lovecraft-land.

Historien er i sig selv velskrevet. Den er ikke stor litteratur, men den er tilpas mystisk og små-uhyggelig til at den fungere som en klassisk horror-fortælling. Med Lovecraft-universet følger også en masse gode værktøjer til at skabe stemning, men dem benytter Jürgensen sig ikke rigtig af. I Lovecrafts fortællinger er det som regel ensomheden og det uundgåelige der er i centrum. Jürgensen ligger i stedet sine egne temaer ind i universet, og det fungerer faktisk fint. Det er ikke klassik Lovecraft, men det er heller ikke det erklærede mål. Derimod er det klassisk Jürgensen. Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen! Kender man lidt til Dennis Jürgensens skrivestil, så ved man også ret hurtigt hvor han vil hen med sine bøger. Det gør ikke så meget, for han er en fantastisk underholder, og hans historier er (næsten) altid velskrevet.

Man kan med ro og mag sætte sig ned en sen sommeraften, med et stort glas kølig rødvin og fødderne oppe, med bogen i hånden og så bare læse.