The Cabin at the End of the World

Modern Family er husholdningens go-to komedieserie, når der skal lige uforpligtende sjov på bordet (eller skærmen). Det er historierne om den udvidede Pritchett-familie og alle de mere eller mindre konstruerede genvordigheder, de render ind i. Nogle gange forestiller jeg mig, at det er Al Bundy, der er stukket af fra ægteskab og børn for at finde lykken under et andet navn.

Men hvorfor nævner jeg den her?

Fordi Paul Tremblays The Cabin at the End of the World indleder med en præsentation af sine hovedpersoner, Andrew, Eric og Wen: to homoseksuelle fædre og deres otte-årige asiatiske adoptivdatter. Den ene af dem er vokset op på en farm, og den anden er lidt for forsigtig. Og hvis man har set Modern Family (som jeg jo har indrømmet at have gjort), er det svært ikke at se disse tre for sig:

Mitchell, Lily og Cam, før skrigeriet, undskylder grineriet begynder. Ikke at forveksle med Eric, Wen og Andrew.

Det er naturligvis lidt uheldigt, når det er en horrorroman, man læser. Også selv om horror og humor krydser hinanden ret meget i et tænkt Venn-diagram.

I Tremblays roman skiftes de ikke til at kritisere hinandens valg, men er taget på ferie med datteren i en lille hytte dybt inde i skoven. Og alle ved, at den slags fører til enten latter eller skrig. Desværre for Andrew og Eric er det jo netop ikke en komedie, så snart ankommer en lille samling fremmede mennesker til hytten. De bærer sære, hjemmelavede våben, og de undskylder. De har brug for de tre feriegæsters hjælp, og vore hovedpersoner vil komme til at træffe svære valg.

Indledningen til TCatEotW er ret virkningsfuld – man trækkes ind i stedet, og der ligger et mysterium og dirrer. Hvad vil de fremmede, og hvad vil det betyde for vore helte?

Desværre udvikler historien sig til en ret gængs home invasion – og det er en undergenre, som jeg personligt ikke er særligt vild med. Jeg så Funny Games for nok et par årtier siden, og den var så ubehageligt veldrejet, at den både fødte og aflivede den skabelon for mig. Siden da har nytænkningen hovedsageligt bestået i at give skurkene masker på. Men historien er den samme: der er nogle væmmelige mennesker, som enten bryder ind eller render rundt i mørket udenfor, og så skal vi se, hvor ubehageligt det kan bliver for hovedpersonen. Sådan er det også her, omend Tremblay dog vifter lidt med et overnaturligt element i baggrunden.

Er man til den type historier, tvivler jeg ikke på, at man vil kunne lide The Cabin at the End of the World, for den er unægteligt godt skrevet. Historien glider roligt mellem de forskellige personer, også de fremmede, og arbejder sig langsomt op i en spids. Og forfatteren har altså et touch, når det handler om at drage det over- eller unaturlige ind i sine fortællinger – ingen overforklaringer, men et konstant pres af “dette er ikke, som det bør være”. Men personligt blev min oplevelse ødelagt af den velkendte struktur og fornemmelsen af, at forfatteren hovedsageligt arbejdede med at forhale tiden, indtil vi kom frem til slutningen.

Nåja, og så det irriterende element, at min hjerne blev ved med at tænke “Så sig dog noget sjovt.”

Comments

  1. Pingback: Channel Zero: No-End House – SUPERKULTUR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.