METAFYSISKE FORTÆLLINGER. Jakob Brønnum har en god række udgivelser bag sig – både prosa og poesi. Med “Pinballmesterens drøm” har han kastet sig over novelleformen, med underoverskriften “9 metafysiske fortællinger”. Det er blevet til henved 160 sider med en række forskellige historier, der bindes sammen af et tidløst miljø og et godt øje for personerne.

Brønnum skriver underspillet – indrømmet, også til tider så underspillet, at novellerne stryger under min radar. Som nu den første novelle: “Drengen på Rheinsauers Plads” – fortælleren, der er på vej til et møde med sin forlovede, stopper op, da en lille forsamling diskuterer en skikkelse i et vindue. Der er tydeligvis både tolkning og indsigt skjult i det lille optrin, men det er ikke den form for litteratur, jeg læser bedst. Ikke desto mindre rummer den en vellykket, drømmende stemningsbeskrivelse, der går igen flere gange i samlingen. Lige præcis den balancegang er Brønnum rigtig god til at ramme – ikke så håndgribeligt, at man bliver låst fast i ét billede, men heller ikke så uvirkeligt, at det bliver ligegyldigt.

Et eksempel på det er også bogens længste fortælling: “Store og Lille (En spøgelseshistorie)”. Her spiller stemning, personer og historie sammen på bedste vis, og historien alene er hele bogen værd. Store og Lille er voksne brødre – deres mor (blot kendt som Hende) er netop død, og nu skal huset tømmes og minderne sættes på plads. Det bliver til et vidunderligt spil mellem de to og (især) Stores kone Vimse – fyldt med et voldsomt lune særligt i beskrivelserne af personerne. Samtidig leger forfatteren med sin læser, og det med en tydelig fryd, for hvem er spøgelset, og hvad er det egentlig, der foregår.

Der er flere perler i “Pinballmesterens drøm” – “Hævneren og den sidste bærer” er ganske kort, men rummer en brillant ide, der rumler i sine lænker og kræver mere plads; “Dragekampen” smider os pludselig over i et fantasyunivers, men gør det underfundigt og kontrolleret; “Dyret på skulderen” er igen mest et stemningsstykke, men et deprimerende ét af slagsen, ligeså “Böckelbergtårnet”; og “Bøddelen” er en grum lille fortælling, der fortsætter i hovedet efter endt læsning. .

Jeg har set Kafka nævnt som en inspirationskilde, og man mærker noget af den samme tilbagelænede, næsten dvælende stil, hvor det ganske almindelig blandes med det ualmindelige. Brønnum rammer måske ikke helt samme poesi som Kafka, men men får i stedet regnestykket til at gå op med sine personbeskrivelser.

“Pinballmesterens drøm” er en yderst vellykket samling, der springer ubesværet mellem socialrealisme og fantasy, hele tiden med et glimt i øjet og en ekstra dybde skjult mellem linierne. Helt klart læseværdig.

Jeg har interviewet Brønnum om bogen på Fantastiske Forfattere.