FINURLIG. Man har ligesom et ben i to lejre, når man hedder Odd. På engelsk betyder det mærkelig, men på de nordiske sprog er odden den spidse del af kniven. Mærkelig, men spids – det er faktisk en ganske god beskrivelse af hovedpersonen i Neil Gaimans lille bog Odd og frostjætterne.

Vi starter blandt norske vikinger, hvor det ikke er den bedste ting i verden at være Odd – hans far er død under et vikingetogt, og selv er han lidt af en skrælling. Moderen har måttet finde sig en ny mand, og Odd passer ikke rigtig ind. Så en dag beslutter han sig for at klare sig selv og går ud i vinterskoven.

Men det er heller ikke den letteste tid at være en gud, for i skoven møder han tre af de nordiske af slagsen, aser: Odin, Thor og Loke. Umiddelbart er de dog ikke genkendelige som sådan, for de er alle blevet forvandlet til dyr af en frostjætte.

Som sådanne historier jo gerne gør, så handler det nu for Odd om at bringe de tre tilbage til deres rette plads i Asgård, så han selv kan vende tilbage til sin landsby.

Odd og frostjætterne er en lille bog på blot 85 sider, men en stor historie. Som altid skriver Gaiman med blink i øjet og et godt syn for detaljer – han har en klar og afslappet fortællestemme, som bærer historien roligt mod sit mål, og selv om man ikke tvivler på, at det ender lykkeligt, så læser man gladeligt med. Det er spændende, underholdende og lunt – og dertil flot illustreret af Brett Helquist.

Indrømmet, som voksen læser kan man have en fornemmelse af, at det er Gaiman på frihjul, men selv der er han bedre end de fleste – og jeg tvivler ikke på, at Odd og frostjætterne vil tiltale sine læsere, hvad enten de er 8 eller 100 år. Den er et forfriskende lille bekendtskab.

Neil Gaiman: Odd og frostjætterne. Illustreret af Brett Helquist. Oversat af Camilla Christensen. Høst & Søn, 2010, 85 sider