SPRUTTER OG ANDRE GUDER. Kraken har haft lidt af en populærkulturel (og skuffende) renæssance på det sidste, fyldt med støj og raseri, uden betydning for nogen. I Pirates of the Caribbean og Clash of the Titans er den poppet op af vandet og har skabt sig lidt, førend den er blevet skrevet ud af historien i en bisætning – i Pirates havde den i det mindste tentakler.

Heldigvis eksisterer der folk som China Miéville, der kan behandle det legendariske søuhyre med den respekt og tyngde, det fortjener, og det sker til fulde i “Kraken”, hvor den kommer til at stå for verdens undergang. Og ikke bare undergang, men totale udslettelse; som i: verden vil aldrig have eksisteret.

Det starter med et umuligt tyveri: en kæmpeblæksprutte bliver stjålet fra London Natural History Museum, med formalin-bad og det hele. Kuratoren Billy Harrow, der har været med til at præservere det mægtige væsen, bliver trukket ind i historien omkring tyveriet og opdager snart, at London har en skyggeside befolket med magi, religion og evigt truende undergang. Men sammen med blæksprutten hænger en voksende vished om ild, der vil brænde alting ud af historien, hvis ikke Harrow og en større samling personer på en eller anden måde forhindrer det. Desværre foregår det i en tid med bandekrig, religiøse omvæltninger, generalstrejke og generel kaos i det magiske miljø – og ingen synes at kunne forklare, præcis hvad der sker.

“Kraken” er en blanding af urban fantasy og kriminalroman, tilsat Miévilles kendetegnende begejstring for sproget. Det første, der slog mig, var, at det mindede om en blanding af Neil Gaiman og Clive Barker – Gaimans lidt nonchalante måde at fortælle på med Barkers opfindsomhed. Men Miéville er altså sin egen, og man har på fornemmelsen, at han hygger sig mere med “Kraken” end sine andre bøger – til tider kan man se ham gå amok i sætninger og smide sprog ind, alene fordi det er så fedt. Det kan måske virke lidt bremsende i forhold til fortællingen, men det fungerede for mig – Miéville er svær at overgå, når det handler om at fremmane stemninger.

Indrømmet, jeg er lidt træt af denne type urban fantasy – den er lidt forudsigelig i sin uforudsigelighed (blot gjort værre af, at det er sat op lidt som en krimi med masser af falske spor og bunker af motiver på kryds og tværs), men det tog alligevel ikke Miéville længe at trække mig dybt ind i historien, så “Kraken” blev en af de bøger, man tygger sig grådigt igennem. Der er guder, konkurrerende undergange, et væld af ideer og næsten alt andet, hvad hjertet kan begære.