FÆLE FEER. Firserne var et andet land, en fremmed verden, hvor alt kunne lade sig gøre og gerne gjorde det. I al fald når man læser horror fra perioden, hvor visse ting har det med at gå igen. Såsom hele samfundets angivelige interesse i det okkulte – det er sjældent nu om dage, at man køber et hus og tilfældigvis kommer til at bo lige i nærheden af én, der forsker i keltiske myter og sagn, og én, der bare generelt forsker i det overnaturlige. Samtidig med at man har et par tvillingesønner, der i firserne som den naturligste ting i verden har et psykisk bånd.

Men det er nu altsammen ganske smart, når nu diverse keltiske sagnfigurer og vrede feer begynder at rende rundt i ens baghave, som de gør i Feists “Faerie Tale”. Feist er nok mest kendt for sin fantasy, især den (så vidt jeg husker) ganske spændende “Magician”, men her har han begået en omgang letfordøjelig, til tider lidt rodet, men også elementært spændende horror.

“Faerie Tale” er fra slutningen af firserne og er lidt læsset med klicheer – hovedpersonen er forfatter (og tilmed en succesfuld en af slagsen), den berusede irer (endnu en af naboerne) kender tilfældigvis alle de gamle historier, og forfatteren er generelt alt for glad for sine figurer: man frygter på intet tidspunkt, at noget skal gå galt, når Feist har så travlt med at male i de lyserøde farver. Familiens teenagedatter er tilfældigvis også millionær og møder en ung mand, der forelsker sig hovedkulds i hende uden at vide dette – og han viser sig (naturligvis) at være rigtig god til at skrive, så vore personer kan dårligt åbne en dør uden at få en happy end smidt i hovedet.

Men selvfølgelig skal de nogle trængsler igennem. Feer er ikke flinke væsener, og nogle af dem pønser på slemme ting, så den lille familie skal da udstå nogle grumme oplevelser, før de kan sætte punktum og leve lykkeligt.

Men på trods af alt dette er det såmænd ganske underholdende. “Faerie Tale” er en okay afslapningsbog, velegnet til ferien eller andet, hvor man skal bruge noget let. Det er horror, der underholder snarere end skræmmer, men det er såmænd også okay.