DYSTER DANSK UNDERGANG. Tegneserien ”Sortmund” begyndte som en række selvpublicerede hæfter, der skulle udkomme ét stk. om måneden gennem år 2000. Forfatteren og tegneren Allan Haverholm måtte dog se sig overhalet af omstændighederne, så det færdige værk udkom først i 2006, i en pragtudgivelse på 300 sider på forlaget Brun Blomst.

Bag den lidt pudsige titel gemmer sig historien om eneboeren Manne Svarts og en række andre eksistenser. Manne lever sit rolige liv i sit lille hus i kolonihaven ”Hjerterum”, indtil skæbnen og resten af verden beslutter sig for at banke på døren. Kommunen opdager hans ulovlige bopæl, en gammel ven overtaler ham til at hjælpe et par universitetsstuderende med deres opgave om undergangsmyter, skyggerne stiller svære spørgsmål, og han begynder at have ubehagelige drømme om voldelige drab, hvor han selv bærer mordvåbnet.

De to studerende, Metha og Bernth, bliver noget overraskede, da deres nye mentor viser sig at være i besiddelse af esoteriske værker, som de troede utilgængelige. Begge drages de mod mysteriet om Svarts – hvem er han i virkeligheden, hvad betyder hans dommedagssyner, og hvorfor tyder det på, at han er ældre, end man skulle tro muligt? Men hvor Metha drages mod manden Svarts, drages Bernth mod symbolet, og de tre er ikke alene i en dance macabre, som kun synes at lede mod et dæmonisk klimaks.

”Sortmund” er en ganske bemærkelsesværdig debut, og Haverholm viser sig fra første færd som en fandens god historiefortæller. Tegneseriens lange tilblivelse har naturligvis sat sine spor – for det første udvikler hans streg sig naturligvis gennem historien, men det er måske ikke alle historiens tråde, der udvikles helt så meget eller helt i den retning, som det oprindeligt var meningen. Men i det store hele må man dog sige, at Haverholm har et bemærkelsesværdigt godt greb om sine figurer og deres oplevelser. ”Sortmund” forbliver en eminent læseoplevelse hele vejen igennem.

Bogens styrke er først og fremmest foreningen af det esoteriske og det hverdagsagtige – her minder Haverholm faktisk lidt om Christian Haun, i og med det lykkes ham at beskrive et troværdigt Danmark som den arena, hvor de overnaturlige hændelser udspiller sig. Det er sjældent set i dansk fiktion, men en glæde, når det fungerer. Det tillader ham også at indvæve et satirisk lag, hvor der bliver gjort groft grin med politikere, religiøse og adskillige andre.

Brun Blomst slår historien om Manne Svarts op som den første danske Graphic Novel, hvilket nok er en sandhed med modifikationer (eller i al fald genstand for debat). Sandt er det dog, at ”Sortmund” både i udstyr og historie også retter sig mod folk, for hvem tegneserien er fremmed land – historien er intelligent fortalt, og der er simpelthen tale om en bog, som er lækker at have mellem hænderne. Ligesom personerne til tider former og bryder stregerne, kan ”Sortmund” forhåbentlig gøre det samme ved mange læseres fordomme over for illustrerede fortællinger, hvad enten de så kalder den en graphic novel, en billedroman eller en tegneserie.

Haverholm har lavet mangt og meget siden 2006 – det kan man se mere om på haverholm.com. Selve “Sortmund” er PT ved at blive lagt online på Serieland.dk