FARVELLER SIN CITY! I syvende og hidtil sidste, bind af Frank Millers noir-serie, får vi afslutningen på hvad der med rette kan betegnes Sin City sagaen. Bindet er det tykkeste, og indeholder kun én historie modsat de to-tre forudgående bind. Men er det en værdig afslutning til en serie af denne kaliber, eller snubler Miller på målstregen?

Vores hovedperson er en falleret maler. Han er på køretur en aften og ser en kvinde springe ud fra en høj klippe. Da hovedpersonen er aspirerende helt, og pensioneret soldat fra specialstyrkerne, iler han ungmøen til hjælp. Det viser sig hurtigt at være et interessant bekendtskab. Ikke alene er Esther gudesmuk, hun har også en baggrund som er mystisk udover alle grænser. Inden længe er Esther forsvundet igen, og vores helt sætter sig for at finde hende. Dette kræver imidlertid hjælp fra gamle venner, og helten kontakter sin gamle soldaterkammerater, som er mere end villige til at hjælpe deres gamle kommandør. Men ikke alt er hvad det ser ud til! Nogen har skumle planer med kvinder og børn. Det involverer blandt andet nogle gamle bure og en nedlagt fabrik.

Stilen er, som sådan, stadig noir. Det er lige knapt  så klassisk som det har været i de tidligere bind, men det er stadig noir. Ellers minder det mest af alt om en (meget dyster) tegneserieudgave af de første Rambo-film. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det er lidt under par. Det syvende bind har meget lidt at gøre med de seks første. Sin City er der, og visse personer optræder også, men den seje kronologi og de sammenvævede historier som prægede de første seks bind, er helt og aldeles væk. Det er faktisk ret synd, for det var et at seriens absolutte styrkepunkter. I stedet får vi en noget middelmådig beretning om en mand og hans jagt på kærligheden – kun afbrudt af det særeste syretrip nogensinde. Og slutningen lyser langt væk af, at Frank Miller ikke kunne holde ud at blive i Sin City…. Ja, læs det selv….

Tegningerne er som de plejer. Miller kan brillere, men han kan også falde på halen i virkeligt dårlige kompositioner og forvredne perspektiver. Imidlertid støtter de historien som helhed, og er absolut ikke det værste ved dette bind. Det er da også en smule forfriskende at se andre farver end sort og hvid (og enkelte primærfarver), nemlig grå. Imidlertid lyser disse gråmelerede tegninger af tiden de er tegnet i – det gør som sådan ikke noget, men det falder lidt udenfor serien som helhed.

Alt i alt er det syvende bind lidt af en skuffelse. Serien startede, stærk som Skipper Skræk og ond som fanden selv, og ender i en gang Gummitarzan med sødsuppe. Det er super ærgerligt, og også lidt vemodigt.