IGEN IGEN. Så fik vi andet bind i “Classic Jurassic Park” serien. Denne gang bevæger vi s ud over det etablerede territorium fra filmene, og påbegynder den lange kamp for at fortsætte franchiset i tegneseriens verden. Men, er det en lækker genudgivelse, eller skulle den være gemt og glemt tilbage i 1990’erne?

Classic Jurassic Prak, vol. 2, samler otte blade til én paperback. Vi finder således historierne “Betrayal” og “Genesis” (også kendt under det mere mundrette #0), og derudover to historier der strækker sig over henholdsvis to og fire blade, nemlig Raptor #1-2 og Raptor Attack #1-4. Jeg har tidligere anmeldt Raptor Attack #1-4 serien her på siden, og henviser til den anmeldelse hvis man ønsker et mere indgående kendskab til netop denne historie.

De to førstnævnte historier finder sted før filmene. De giver et indblik i hvilke genvordigheder John Hammond og Dennis Nedry har måtte gennemløbe inden vi så dem i filmene første gang. Det er to meget korte og næsten plot-løse historier. Plot-løse i den forstand at de faktisk ikke fortæller noget man ikke kan se i filmene. Det sjove i disse historier er alle de fremadrettede referencer til filmene. Blandt andet kommer John Hammond med en bemærkning til advokaten Gennaro om, at den T-Rex-unge han står og betragter, måske en dag vil overraske ham (filmfans vil vide at der her bliver henvist til den berømte T-rex’en-åd-ham-mens-han-sad-på-toilettet scene). Men derudover er der ikke meget ved historierne, der i øvrigt er fulde af åbenlyse kontinuitetsproblemer mellem disse historier og filmen.

Raptor #1-2 omhandler Alan Grant og Ellie Sattlers tilbagevenden til Jurassic Park. Sammen med en flok regeringstyper og militærfolk, forsøger de at indfange de sidste dinosaurer, for at pacificerer dem og forhindre at andre skal forsøge at stjæle dem (?). Imidlertid dukker storvildtjægeren Lawala op. Han har sine helt egne planer om hvad der skal sket med dinosaurerne, og giver sig i kast med at indfange både mennesker og dyr i parken.

Raptor #1-2 er tåbelig. Fra grundlæggende ide til udførelse er den slet og ret tåbelig. Der er absolut ingen grund til at Alan og Ellie skulle tage tilbage til Jurassic Park. Der er absolut ingen grund til at militæret ikke bare bomber øen i stedet for at forsøge at indfange dinosaurerne. Den eneste der kan siges at have bare en smule motiv eller omløb i hovedet er Lawanda – skurken. I det mindste forsøger han at indfange dinosaurerne for at tjene penge på det. Det er tosset og ualmindeligt uigennemtænkt, dialogen er usandsynlig og actionsekvenserne er næsten umulige at følge med i.

Slutteligt skal der falde en kommentar om tegningerne. De er meget halvfemser-agtige. Virkelig. De er så halvfemser-præget at det er lige før de ligner noget fra firserne. De er ikke grimme per se, men de er meget tidstypiske – kantede, detaljerede på de forkerte steder og med mange perspektivforvridninger. Derudover er der kun én person der ligner skuespilleren fra filmen bare lidt, og det er synd og skam. Derudover er der valgt en helt tosset beskæring på flere af billederne. Det er så grelt at man i flere actionsekvenser overhovedet ikke kan få en fornemmelse af hvad det er der foregår. Det er synd og skam for det kunne være blevet ret fedt.

På overfladen virker historierne i Raptor og Raptor Attack som et cool koncept – menneskeædende dinosaurer, whats not to like? Men så snart man kratter lidt i overfladen (det vil sige, så snart man læser dem), så begynder tingene at falde fra hinanden. Jeg kan absolut ikke anbefale dette bind til andre end de allermest hardcore Jurassic Park fans. Og her taler jeg ikke om dem der har filmene stående på DVD-hylden. Nej, her taler jeg om dem der samler på mint-condition legetøj, film-rekvisitter og laver kostumer. Men, hvis du er en af dem, så er det et absolut must.