FRUSTRERENDE & FRYDEFULD. Jeg elsker noveller. De kan være rigtige på så mange måder. De kan være små intense historier eller oplæg til historier af episke proportioner. De kan være stemningsstykker eller handlingsstyrede. Men især holder jeg af historierne – af slutningen, der kommer mod læseren, hvad enten det er listende eller tungt og uundgåeligt rullende. Men lige i tiden er det åbenbart min lod at falde over forfattere, som ikke har det med slutninger som jeg selv. Først Charlotte Weitze, nu Karen Russell.

Men med de læseoplevelser, der kommer ud af det, er det en lod, jeg bærer med glæde.

“St. Lucy’s Home for Girls Raised by Wolves” rummer 10 noveller, og at læse dem er som at bade i champagne – en besynderligt boblende opdrift. Det er en fyldig form for magisk realisme med lige dele humor og tragedie og et vidunderligt talent for sproget.

Russell skriver gerne om genkendelige verdener, hvor det mærkværdige lige stikker hovedet frem. Som f.eks. “Haunting Olivia” eftersøger søsterens spøgelse som den naturligste ting i verden; eller “Z.Z.s Sleep-Away Camp for Disordered Dreamers”, hvor vi lukkes ind i den verden, som deles af børn, der enten lider af søvnforstyrrelser eller er blevet smittet med grimme drømme. Fælles for dem alle er, at Russell forstår at fremmane en verden, hvor det hele virker logisk. Selvfølgelig er det sådan.

Flere gange fik “St. Lucy’s Home…” mig til at tænke på Ray Bradbury. Forstået på den måde, at Karen Russell får mig som voksen læser til at føle den samme magi, som Bradbury gjorde for den purunge Janus – det er en betydeligt større bedrift, for hun skal trænge igennem en del års erfaringer. Det er en vidunderlig blanding af humor, sprogjonglering og sprudlende ideer, der fungerer så godt.

Men slutninger. Den slags bruger hun altså ikke. Igen og igen kommer man til sidste side… og det bare stopper. På den gode side efterlader det én med fornemmelsen af, at man kun har set et udsnit, og at de enkelte historier sagtens kunne fylde en hel roman – på den dårlige side er det møgfrustrerende (i al fald, hvis man er mig).

Og så kommer den sidste historie, titelnovellen, og den har både en slutning og er så hjerteskærende, at det næsten er ondskabsfuldt at stoppe. Lige der ville man gerne have bevaret håbet om, at der måske skete noget mere i den bog, man er ved at skrive i sit hovede. “St. Lucy’s Home for Girls Raised by Wolves” får mine varmeste anbefalinger.