NOW THAT’S ONE BIG PILE OF…. Jeg er Jurassic Park fan. Stor fan. Jeg holder utroligt meget af især den første film. Jeg så den første film 16 gange på en uge, da jeg fik den på VHS tilbage i 1993. Det var stort! Film nummer to og tre kommer aldrig op på siden af den første, men jeg nyder dem begge to. Og med et stort franchise, følger en mængde merchandise. Noget af det merchandise kommer i form af tegneserier. Sidste år kastede IDW sig over franchiset og forsøgte at reboote den fantastiske park.

Tim og Lex er to af de eneste overlevende fra den originale Jurassic Park hændelse. Begge deres liv har siden da centreret sig omkring den famøse park. Lex forsøger – som sin morfar, John Hammond – at bevare øen med dinosaurene som en fredet naturreservat. Alt imens forsøger Tim at genskabe og perfektionere John Hammonds originale drøm – en dyrepark, med fantastiske fortidsdyr. Men nogen er ude efter mere end det. Nogen vil hævne sig. Nogen har undgået “død-ved-T-rex” og dukker op med skumle planer.

Fordelen ved tegneserier er at man kan fortætte historien præcis hvor man har lyst. Man behøver ikke bekymrer sig om, om skuespillerne bliver ældre, eller ikke gider at deltage. Man tegner dem bare, og så er det ligesom det. Og det gør man så i Redemption. Hele den herlige flok der overlevede den første film – undtagen Ian Malcom, dukker op i Redemption. Og selvom det er 13 år efter filmen, så ser de ikke rigtig ældre ud. Faktisk ligner ikke sig selv. Faktisk kan man overhovedet ikke se at det er dem! På nogen måde. Men det vender jeg tilbage til. Udover dem der kan legitimere deres tilstædeværelse ved faktisk af have overlevet filmene, er der også enkelte som døde i filmene som på “mirakuløs vis” er overlevet alligevel. Og da det viser sig at seriens hovedskurk netop er denne genopstandene person, slår det ligesom bunden ud af historien. Det ender med en tåbelig historie om hævn og harme.

Men tilbage til at man ikke kan se hvem der er hvem. Det er selvføligelig tegningerne jeg hentyder til her. DE ER DÅRLIGE – PUNKTUM! Jeg har aldrig i mit liv set noget så grelt. Jeg forstår ikke at man har fået lov til at udgive sådan en gang makværk. Forsiden er godt nok tegnet af Frank Miller (?) og den er faktisk ok – omend lidt kedelig og uden nogen relation til den faktiske historie. Resten af albummet er tegnet af Nate Van Dyke, og han er tilsyneladende ca. 7 år gammel. Eller også er han verdens værste researcher. Tegningerne af dinosaurerne er så dårlige, at den originale Godzilla-dukke/dragt ser 200% realistisk ud. Menneskene er underligt kantede og har alle sammen det samme ansigtsudtryk hele tiden. Bygningerne er oftest bare silhuetter eller utydelige streger i baggrunden og biler/busser/lastbiler skifter konstant udseende. Det er simpelthen SÅ grimt.

Jeg må sige at dette første bind ikke lover godt for serien. Imidlertid ser efterfølgeren (Devils in the Desert) noget mere lovende ud. Men her er det også den navnkundige John Byrne der får lov at svinge penslen og hans reboot-evner. Så, man kan da se frem til nummer to i det mindste. Men Jurassic Park – Redemption er en skuffelse uden lige.