Det er en fare, når man omfavner en genres klicheer og blinker vidende til læseren, at genren favner én tilbage i en sådan grad, at værket nok føles lidt, som om det er fanget. Jeg er lidt tilbøjelig til at sige, at det er, hvad der er sket med Jacob Faurholts “Loftsværelset”.

Genren er horror, og det er hovedpersonerne egentlig ganske bevidste om – men det forhindrer dem ikke i at stavre gennem blottet med hænderne for øjnene.

Vor hovedpersoner hedder Robert og Bernd og er lærere – og det er deres skole i sovebyen Træbirk, der er centrum for overnaturlige hændelser, der har mørke tråde tilbage i tiden. Først dør skolen pedel, og politiet henlægger det under “naturlige årsager” – men han var omringet af tændte stearinlys, og vidner citerer ham for at have sagt mystiske ting. Det får de to venner til at interessere sig for sagen – de er nemlig begge horrornørder, der elsker gamle, slammede film, gerne på VHS.

Og plottet til “Loftsværelset” er et, man kender, hvis man har set horrorfilm, så de er i deres es. Snart dør der en til – og de to begynder at finde begyndelsen til et mønster, for de afdøde er forbundne. Og så begynder de selv at opleve ting, som kunne være overnaturlige.

Der er naturligvis noget på færde, og det har rødder i fortiden. Som et par teenagedetektiver jagter Robert og Bernd svaret på gåden og følger den brødkrummesti, der selvfølgelig fører til at møde med skumle kræfter. Det her er i bund og grund en film, som man smider på en lørdag aften, hvor man skal have noget genkendeligt og ikke alt for overraskende serveret, og det er såmænd fornøjeligt nok – det er jo nogle gange, hvad man har lyst til. Men som læser kunne man måske godt ønske et par hovedpersoner, der forholder sig til alt, hvad der sker, som om de er med i en firser-film. Alt tages som helt naturligt, og man kan da lige komme med en rap bemærkning.

Men der er ingen tvivl om, at Faurholt har moret sig, og er man af den rette årgang og har den samme videovoldfornøjelse, kan man nok finde samme fornøjelse i “Loftsværelset”.