Mennesket er generelt, såvel som individuelt, i stand til at bilde sig selv og andre
meget ind. F.eks. kan man prøve at rejse diskussionen om ”sundhed” i et eller andet
forum, og så ellers bare læne sig tilbage og nyde den eskalerende stemning. Det
behøver ikke engang være vinklet politisk. Det er nok at spørge: – hvad er ”sund
mad”? Det kan ødelægge enhver hyggelig komsammen, så hvis man lige har en fest
man vil have spoleret, så er det op på talerstolen med det spørgsmål.

Med al respekt for den personlige integritet, er det naturligvis enhvers ret, alt efter
smag&behag, at undgå hvad man ikke kan lide, samt hvad man ikke bryder sig om.
Hvilket selvfølgeligt kan udstrække sig til, at man ikke bryder sig om kød (eller
bestemte typer af samme), at man ikke spiser kogte eller stegte fødevarer; at man kun
spiser hvad der af sig selv er faldet ned fra træerne eller hvad man mener planten godt
kan undvære. Og nogle går så meget til vaflerne (?) at de slet ikke spiser noget – de
såkaldte ”breatharians” (muligvis oversætteligt med ”åndedragere”). Der skulle
nemlig være tilstrækkeligt meget Prana (manna) i selve det at trække vejret til at
kunne opretholde livet – man behøver ikke lukrere på andet liv, synes tanken at være!
Idet mit engelsk engang imellem snyder selv mig, tænkte jeg i første omgang at
disse ”åndedragere” åbenbart levede af ”brød”. Det var dog til at forstå, til trods for
”farlig hvede” og gluten-allergi. Men klubbens medlemmer fastholder at livets
åndedrag er identisk med livet, og derfor næring nok. Medlemmer har det dog med at
falde fra – ”af naturlige årsager” – men de skulle være rimeligt billige at invitere til
middag, også selvom postevand trods alt koster 0,4 kr. literen. Men så er der altså
lige kulfilteret…….

I en lidt anden boldgade har vi den slags ”mad”, der egentlig er noget andet end
hvad det ligner. Det er en gammel sport, der i hvert fald strækker sig helt tilbage til
Romerriget, men som har fået en vældig renæssance med såkaldt molekylær
gastronomi ( til tider kaldet ”nano-food”, men den tror jeg ikke Eric Drexler køber).
De nysgerrige kan google ”El Bulli” og se noget ret science fiction-agtigt. Og de
overeksponerede Brdr. Price har også haft en udsendelse på DRTV om sådanne
øvelser. Og endeligt har vi selvfølgeligt ”kødklister”, der kan få skrab af
kyllingeskrog til at ligne chateau Brian. Og for så lige at blive i den boldgade, så var
der opvakt ungt menneske der engang fortalte mig at han havde foreslået BonBon™
et nyt produkt på linie med ”Fugleklatter”, ”Hundeprutter” og ”Ørevoks” – nemlig
”Hudafskrab – fra BonBon”™.
Den unge mand fik vistnok ikke noget svar. Men man kan jo altid fantasere videre
på samme bølgelængde.

Skulle man opdele den idealistiske præference hos vegetarer, veganere, raw-
foodere eller ”åndedragere” i forhold til den videnskabeligt-tekniske præference hos
kødklistrere og molekylær-gastronomer så hører det første måske primært til i
Fantasy, mens det sidste er klokkeklar SF.

Hvilket er en sondring der ikke ligger langt fra den, som Laura Anne Gilman
foretager i et essay på (bloggen, sitet, podcasten?) SF-Signal, med titlen ”Mind Meld:
Food in Science Fiction versus Fantasy” (februar 2013). Pragtfuld side iøvrigt – og
man kan også “date” på den, så det er bare med at komme i gang på den.

Fr./Frk. Gilman konkluderer sit essay med en ”conclusion: The human mind may
want science! But the human stomach wants taste (and color, and smell, and texture,
and description)”. Hvilket ligger I forlængelse af en påstand om, at i Fantasy spiser
man overdådige banketter (Gormenghast, Ouroboros) eller dejlige gryderetter i det fri
(Ringenes Herre) – mine eksempler – mens man i SF spiser piller og frysetørret
astronautmad på tube! – madames eksempler. Det kan man så sammenholde med en
liste på Technovelgycom, der hedder ”Food in Science Fiction”, der giver eksempler
på ditten og datten ernæringsmiddel fra diverse forfatteres produktioner. Alle (ret)
kendte. Forfatterne. Sjældent maden. Og dog er der tilløb til molekylærgastronomi og
klisterkød. I øvrigt kender vi alle sammen det sidste fra vores barndoms madpakker i
skolen (altså os der er over 35 år) – nemlig: Kødpølse med remo og ristede løg! Så
kom ikke hér –

Det ene med det andet – og også fordi Deres Hengivne bare skal være på tværs – så
er det ikke desto mindre sådan, at Laura Anne Gilman faktisk bare ikke har ret.
Det er ganske rigtigt at koefficienten for opfyldelse af de enkelte trin i ”Maslows
Behovspyramide” ikke er mulig at beregne i SF, hvis man bruger teksterne som kilde
– men det er den sådan set heller ikke i Fantasy eller kriminalfilm eller Store Danske
Samtidsromaner. For de enkelte trin er sjældent eksemplificerede. Der spises – ja, der
gør – og hvis det skal være festligt, så er der også lidt sex (helst i en lidt kinky
udgave, hvis det er nyere SF – helst slet ikke hvis det er ældre Fantasy. Og
omvendt!). Og i ny og næ er der nogen der sover.
Men umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om 1 genre-relateret roman/film,
hvor der er nogen der går på toilettet, nemlig ”2001: A Space Odyssey” (dog også
Claus Deleurans ”Rejsen Til Saturn” – tegneserien. Glem “filmen”!). Så på den måde
kommer Maslow-pyramiden til at ligne et lidt skævvredet demografisk juletræ, med
mange mænd i den fødedygtige alder, få kvinder og ingen basale behov. Personligt
mindes jeg ikke at hverken Frodo eller Samvis laver hverken ”bimmelim” eller
”bommelom” én eneste gang fra Hobbitrup til Orodruin. Og den der ene kaningryde –
c’mon; ellers lever de jo af ”lembas” – som selvfølgelig ikke er ”soylent green”, men
hvordan er det bedre? Påstanden er at lembas smager godt – men, for pokker: – de er
sultne ad Sauron til. Selvfølgelig smager det godt – man kunne sikkert æde broccoli
under de omstændigheder. Ikke desto mindre er påstanden at i SF lever personerne af
piller, og i Fantasy får de dejlig hjemmelavet mad.

Lad os derfor tage Gilman på ordet. ”The human stomach wants taste”:

I The Matrix gøres der faktisk lidt ud af det hér med smag. Ombord på
Nebukanezar spørges der faktisk helt eksistentialistisk om hvorvidt smagen af TastyWheat er noget tillært eller noget oprindeligt; om denne smag, der for den ene er
smagen af ”tasty wheat” også vil være det for den anden. Eller om den smag der
forbindes med ”tasty wheat” mere kan sammenlignes med brændte gummistøvler –
uden man ved det. Og da holdet bliver forrådt af Cypher – da han er til middag med
Agent Smith og giver sig til gode med en rød bøf – siger Cypher, at han udmærket er
klar over, at denne smag som han synes han smager, blot er nerveinduktion…..men
hellere det, end det slim der enten/eller måske smager af ”Tasty Wheat”.

I Stargate (den oprindelige film) smages der på et stegt dyr på en helt splitteranden
planet, og det udtrykkes at det smager som kylling. Personligt ved jeg at der er ret
mange ting, der smager som kylling, og Eddie Izzard ved at spædbørn smager som
kylling, hvilket han har fra kannibaler, der siger at menneske smager som kylling,
QED – og det skal hverken Eddie eller kannibalerne hænges op på, alene, for det
siger også Norman Spinrad i ”The Men In The Jungle”. Og i ”To Catch A Falling
Star” af John Brunner, påstår Vence at ”the Meat-Beasts” for det første smager af
kylling, og – for hunnernes vedkommende – er tilstrækkeligt menneskelige til
at…….ja, og vi siger god fornøjelse med orgiet. Men vi kommer tilbage til det. I
øvrigt er det værd at nævne, at der i Niels E. Nielsens ”Troldmandens Sværd”
fortælles, at det der kommer ud af arkologiens suppehaner, dagen efter en portion
”lykkebørn” er endt i ”Madkassen” smager bedre (og et ”Hi There” til Soylent
Green). Men Major Tommeltor hellere vil have kaniner – som Kaninen fanger til
ham, i Udenfor.
Undertegnede vil også påstå, at der i Brunners billede af ”The Meat-Beasts” ligger
en lille hilsen til H.G. Welles’ ”Klodernes Kamp”, hvor det insinueres at
marcipanerne godt vil spise menneskene. Hvilket jeg bygger på, at ”To Catch A
Falling Star” begynder ret ”War Of The Worlds”-agtig – i en Jack Vance-agtig Dying
Earth Setting. Og figuren ”Vence” er måske en hilsen til Vance.

I Frank Herberts ”Dune” har mad også en funktion. Narrativt i ”banket-scenen”,
miljø-beskrivende i forhold til den allestedsnærværende smag og duft af kanel. Det
livsforlængende og bevidsthedsudvidende stof – krydderiet, melange – smager altså
af kanel (”melange” er fransk for kanel – og sådan er det hele vejen igennem….)
Hermed bevæger vi os ind på ”and smell”, fra Gilmans ”conclusion”. Duften af
mad.
Samme Frank Herbert har skrevet (den-ikke-særligt-lange-men-ret-gode) ”The
Santaroga Barrier”, og hér er det ikke ”Melange”, men derimod ”Jaspers”….som det
hele smager af. Først og fremmest ostene, men også sovsen og øllerne – alt fra The
Jaspers Factory. Hovedpersonen hedder Gilbert Dasein. Svigerfaren in spe hedder
Doctor Piaget. Det bevidsthedsudvidende stof hedder – som sagt – ”jaspers”. Og hvis
vi husker Maslow fra tidligere – samt kan lidt genre-historie, evt. lidt psyk. Og lidt
fil. – så er den rebus heller ikke vanskeligere.
Men det var jo ikke det vi skulle snakke om.

Bruce Sterlings ”Involution Ocean” har lidt “Moby Dick” over sig (og jeg vil gerne
understrege: lidt). Men er samtidig i samme boldgade som Herbert, denne gang med
det bevidsthedsudvidende stof udvundet af støvhavets giganter (”hvaler”). Og den
særlige kirtel dette stof (der lige så godt kunne være ”stroon” fra Cordwainer Smiths
gigantfår) lugter af Hækkenfeldt til – men kan spises. Jeg husker ikke om det så også
smager af kylling. Men så vidt jeg ved stinker også ambra. Så lad i hvert fald være
med at spise det!
På den anden side kan man sige, at hverken geder eller får ligefrem dufter af
vanilje. Men det går over, når kødet bliver tilberedt. Og hermed kommer vi ind
omkring den efterlyste tekstur.

Det gøres ret tydeligt i ”Vagabondernes Planet” af Niels E. Nielsen, at
næringsindholdet i det der kan produceres af ”jernrug”, lige kan få verden til at
overleve, men at det godt nok er noget tørt og kedeligt stads. Nævnte ”jernrug” er
ikke central i romanens fortælling, men den er en nødvendig fremskrivning i forhold
til miljøet, som en erkendelse af at selv bilister skal have noget at spise – so to speak.
I Harry Harrysons ”DeathWorld II” (på dansk som ”Slavernes Verden”) er de roe-
knolde som sletternes stammer bruger hele arbejdsdagen på at finde og grave op, også
beskrevet i triste vendinger. Men det er mad. Det er centralt. Det har karakter, fordi
det er ganske motiverende for Jason DinAlt at få mere af det – så han kan overleve og
komme videre. Og i P. Christins og J. Mecierez’ ”Herskerens Fugle” er vi vidne til en
veritabel transfiguration af de ypperligste fødevarer. Fra mægtige stege og fond-
monterede saucer, fra yppige salater af jordfrugter, tang og alger, fra plantager og
kuber den dejligste frugt og sødeste sirup – til en i et langt trug af blæver og
størknede fedtrester skovlet masse af pulpe til Herskerens ernæring og fortsatte
regime. Meget lækkert. Men – hey – det er stadig mad. Det er ikke piller.

Robert Sheckley fortæller i sin novelle ”Livsfornødenheder” om et par rumpiloter,
der strander på en planet, der åbenbart har en cirkulær lagerbygning omkring et bjerg.
De to har lige delt den sidste radise og må nu på jagt efter mad i lagerbygningen.
Hvilket der kommer en del teksturbeskrivelser ud af. For det de finder, som de helt
tydeligt ville være i stand til at spise, forekommer ikke blot kvalmende men ligefrem
krigerisk. Og så er der andre produkter, der åbenbart er beregnet for væsener der kan
lide at blive spist. I øvrigt er Sheckley interessant, dersom man finder menneskelig
dårskab og kropslige funktioner i et SF-setup humoristisk. Dimension Of Miracles
være hermed varmt anbefalet. Og på dansk er der jo Vendelkærs ”Uberørt Af
Menneskehånd” hvori nævnte novelle kan læses.
I Cronenberg-filmen ”XistenZ” går det helt galt. Her er maden slet ikke hvad den
giver sig ud for. Det er næppe ”molekylær gastronomi” og det er heller ikke ”Smith
& Wesson” – men det er et sted midt imellem, da vores ”helt” samler et skydevåben

af den fiskeret, han har fået serveret, sammen med et magasin af en tandbro fra egen
mund. Velbekomme. Fuld fest på former, funktioner og farver.
Og selv i et så inferiørt produkt (omendskønt jeg nu godt kan lide den) som John
Boormans ”Zardoz” støder vi på mad med farver: – grønne baguetter! Minder mig om
min lilleskole-tid, hvor vi lavede lyserøde og grønne pandekager i en eller anden
anledning. Frugtfarve er en god ting – pas på de røde med gulerod og rødbede: de er
ikke helt smagsfrie!
Gilman har ret i, at på ”ernæringsfronten” har SF-genren været med på piller. Og
der skal nok ligge et eller andet i det i forhold til en distancering fra menneskelige
behov (Maslow – igen), eller en tilnærmelse til en teknokratisk/kapitalistisk
tankegang: arbejdskraftens HELT FRIE bevægelighed – ”nap en pille!” Men det er
ikke rigtigt, at SF-genren har beskæftiget sig mindre med ”kropslige funktioner” end
Fantasy-genren. I Fantasy spiser man god gammeldags mad (som mor lavede det –
eller som middelalderkogebøger foreskriver) og i SF spiser man……. de mærkeligste
ting.
Men lige præcis den med ”pillerne” synes jeg Luc Besson fik ret godt has på i
”The Fifht Elementh”, hvor Leeloo placerer less-than en maggi-terning på et fad,
propper historien i microen og – sekundet efter – hiver en hanesteg ud; med alt
tilbehør.

Så voldsomt går det ikke for sig i 2001:aso, men vi præsenteres i hvert fald for to
gange spisning i det ydre rum; Heywood Floyd og Frank Poole. Jeg ved ikke om det
er delikat – men det er beskrevet. Så: kom ikke hér – kom ikke hér……
Man kan således være lidt i tvivl om, hvor madame Gilman egentlig vil hen. Er det
tænkeligt, at der menes at SF taler til hjernen, mens Fantasy taler til følelser? ”The
human mind wants science – the human stomach wants taste” – hvor ”taste” så er
metafor (fantasy-style) for emotioner. ”Mave-fornemmelse”?
Jeg har en lumsk mistanke om at dikotomien ligger i en lidt anden boldgade. At
hoved og hale – mind and stomach – hjerne og hjerte, er blevet til separate entiteter i
en perspektivering, der mere handler om personlige præferencer. Hvilket jeg så ikke
lige køber, forstået på den måde at kropslige funktioner og processer ikke
nødvendigvis skal præsenteres eksplicit eller behandles centralt i nogen som helst
(kon)tekst. Men endnu mere, at distancen mellem SF og Fantasy næppe kan udmåles
pr. disse parametre. Det skulle komme bag på mig. Så meget mere som at SF aldeles
hverken mere eller mindre handler om ”mind over matter”, end at Fantasy skulle stå i
den modsatte grøft, hvilket så må være ”matter over mind”. Er Fantasy så mere
sensitiv og kropsnær? I så fald er ”The Female Man”, ”More Than Human” og ”The
Left Hand Of Darkness” IKKE science fiction, mens “Harry Potter”, “Conan-
kanonen” og “Alice I Eventyrland” må være fuldfed SF.
Den holder jo ikke!

Men så er det jo interessant, at se til de såkaldte ”new weird”, for der bliver det
virkeligt et spørgsmål om man vil kalde ”Perdido Street Station” eller ”Polystom” for
SF eller Fantasy, hvilket kun kan afgøres med – ja – ”gut-feeling”. Eller man kunne
spørge om Iain Banks roman ”The Bridge” er så ”mainstream” som den påstås at
være, bare fordi der ikke er noget ”M” i forfatternavnet. Same goes for ”Transition”.
Personligt tror jeg ikke – og det står ganske for egen regning – at der er så meget at
hente i disse forsøg på genre-udskilning. For én ting er at se på, hvad figurerne i en
fiktiv fremstilling sætter til livs. En anden ting er at afgøre, hvorvidt denne føde-
indtagelse har et kontekstuelt ærinde til fordybelsens fremme.

Hér vil jeg gerne – som tidligere truet med – kort vende tilbage til John Brunners
”To Catch A Falling Star”. Og hermed til ”The Meat-Beasts”. Ikke som et særegent
tilfælde, men fordi det er ret tydeligt – netop i ”To Catch A Falling Star”- at SF egentlig
har ret godt fat om det der med, hvad ”mad” er for en størrelse.
Og for at gøre en lang historie kort: – da Creohan beslutter sig for at forlade det hus
og den by han bor i, for at undersøge, udforske, finde, opdage, afgøre, forhindre (pick
any), hvad der muligvis kan gøres ved den frygtelige katastrofe, der er ved at ramme
Jorden, ja så vælger han at følge ”kød-dyrenes” spor. Med andre ord: – hvor kommer
denne ”mad” fra? Hvad er der derude…..?
Så det er på mere end én måde netop ”mave-fornemmelse” der driver Creohan
fremad. At hans senere erfaring med hvad ”kød-dyrene” så enten er eller ikke,
muligvis kunne lede andre til en fremtidig tilværelse som vegetarer – se, det er en
anden sag. Men i narrativet har ”mad” hermed fået en dobbelt-funktion, fordi kød-
kræene siger ”enormt meget om samfundet” i selve fortællingen.

Personligt vil jeg hellere have den kaningryde Samvis Gammegod knalder sammen
i Ringenes Herre, og jeg vil også godt tilskrive lige den scene en dobbelt funktion: –
vi er ikke i grimme-grimme ”Sauron-Land”; hér er rigt og frodigt. Men det må så
samtidig betyde at hvis ikke mad i den fiktive ramme netop har denne ”dobbelt-
funktion” – jamen hvorfor dog så ialverden beskæftige sig med det?
På falderebet vil jeg godt have lov til at nævne Brian Aldiss’ ”The Saliva Tree”, fra
samme, som er en slags ”homage” til H.G. Welles ”War Of The Worlds”. Og det er
ikke fordi mad har nogen fremtrædende plads i fortællingen – som sådan – men hele
udfoldelsen af, hvad der egentlig foregår på den bondegård, ja, den har ALT at gøre
med ”mad”.
Det er derfor meget sandsynligt, at i netop Fantasy finder man de lækre retter, der
minder én om barndommens køkkendufte (og det ligger jo netop i meget Fantasy’s
lettere overeksponerede sentimentalitet og nostalgi……der er tæsk hér, det kan jeg allerede
mærke!). Og samtidig er det sandsynligt at netop SF kun vil beskæftige sig med
fødeindtagelse, hvis det har en relevans for konteksten (ellers betragtes det bare som
selvfølgeligt – på linie med toiletbesøg).
Dersom denne skelnen, i det foreliggende tilfælde, står til troende, så betyder det at
det ihvertfald ikke er på denne front man skal forsøge sig med den fuldgyldigeadskillelse af SF fra Fantasy. Og i den forbindelse er det sådan set dobbelt-op sjovt, at
ikke en kæft kan præsentere en fuldgyldig definition på SF eller Fantasy, så hvorfor
dog i alverden prøve at lave en differentiering lige dér, må man spørge Gilman.
Navnlig når den ikke holder!
På den anden side: Nihil Sine Labore! Og derfor må vi jo bare arbejde videre med
det hele materiale. Hvorefter du bare skal tage stilling til om du vil spise på kroen i Bri, eller om du kommer hjem til mig og spiser

[ for en god ordens skyld bør det noteres, at denne artikel/dette indlæg har været bragt i Science Fiction Cirklens medlemsblad i 2014. Jeg har rettet lidt og indsat illustrationer i denne omgang, men i virkeligheden er det nok mit ærinde, at “komme ud til” flere og andre, end de der holdt Novum lige på det tidspunkt ]