EPISK KLASSIKER. Jeg  burde egentlig have læst Ringenes Herre for flere år siden. Allerede før filmene blev lavet, stod flere af mine venner og stak bindene op under næsen på mig med ordene: “Læs dem!”. Selv min klasselære tilbød mig i 5-6 klasse at låne mig de tre bøger med en formaning om at “Alle eventyrinteresserede bør læse de bøger, og med de stile du skriver vil de være lige noget for dig”. Selvsagt var jeg, og er stadig, lidt af en nørd. For at bekræfte (bestyrke?) min nørdhed overfor mig selv og overfor mine nørdvenner har jeg nu læst første bind i trilogien.

Hobbitten Frodo, får til opgave at bære den mægtige herskerring, og tvinges til at forlade hans hjemstavn – Herredet. Frodo får i første omgang følgeskab af en flok andre Hobbitter som sværger troskab til deres gode ven. Sammen indlader de sig på en rejse der indeholder mange usete vanskeligheder og farer. Med tiden ender de fire hobbitter i elvernes land, og Frodos mission ændres drastisk efter et rådsmøde med elverne. Ringfølget øges til hele ni medlemmer og her møder vi nogle af eventyr-genrens absolutte arketyper – Dværgen Gimli, Elveren Legolas, Den vandrende Aragon “Traver”, Troldmanden Gandalf og Menneskekrigeren Boromir. Sammen må de begive sig ud på en rejse der bringer dem igennem Morias miner og elvernes skove. Målet er at ødelægge ringen så de onde i Mordor ikke får fat i den, men det er ikke så lige til og rejsen bliver lang og udmattende

Det ovenstående resume er ekstremt mangelfuldt. Der er tusinder af små sidehistorier og underplots som slet ikke kan udfoldes i en anmeldelse som denne. Tolkien har sigtet på at skabe en mytologi for en fantasiverden, lige så meget som han har sigtet på at skrive en god historie. Det betyder blandt andet er der er mange historier i historien. Ikke bare indlejrede plots og underhistorier. Der er også utrolig mange historier der bliver fortalt af personerne i historien. Således kan der ikke holdes et hvil, spises et måltid eller mødes et nyt væsen, uden vi skal have en lang og navnefyldt fortælling om hvem, hvad og hvorfor væsnet er som det er. Hvis man kan lide den slags, så er Tolkiens skrivestil lige i skabet. Han fanger den mytologiske – saga-lignende – stil ret godt, og man kan næsten fornemme at der lige så godt kunne være tale om Islanske sagaer eller folkeeventyr. Det fungerer på sin egen underfundige måde, men er med til at sætte tempoet i hovedhandlingen helt ned i laveste gear. Hvis man har tålmodighed og er kan bevare overblikket, så er der mange rigtig spændende og interessante historier i dette første bind af trilogien.

Jeg er selvfølgelig nødt til at anbefale bogen. Alligevel er det med en vis pligtfølelse det sker. Der er ingen tvivl om at Tolkien i 1937-1949 skabte den absolutte og fuldkomne high-fantasy klassiker og det aftvinger respekt og får enhver anmelder til at træde varsomt. Imidlertid gør bogens tempo og gammeldags skrivestil at den bliver ret tung at have med at gøre. Det er så absolut ikke en bog man bare lige bladre igennem på en eftermiddag (nogen gør måske, jeg gør ikke). Den er ret kompliceret med alle de steder og navne der bliver nævnt hele tiden, og det er ikke altid lige let at adskille hvad der er vigtigt og hvad der ikke er vigtigt i forhold til hovedhistorien.

Men bogen ER god. Selvom den er tung og kompliceret, så er den fyldt med fantastiske finurlige figurer, interessante mytologiske fortællinger og storslåede kampe mellem det gode og det onde. Har man overvejet bare en halv gang at gå i gang med serien, så skal man gøre det. Der er ingen grund til ikke at læse en klassiker som denne. Tolkien er måske død, men eventyret lever i bedste velgående. God fornøjelse.