OG PLUDSELIG: GUDS ANSIGT. “En dag uden sol” er Benjamin Lunøes debut, en novellesamling med 10 noveller, der rammer et meget bredt spektrum af historier. Og forfatteren er tydeligvis klassisk (ud)dannet, for vi støder også på nogle former, som man (eller jeg, i al fald) ellers sjældent ser. Som f.eks. novellen “Eksil”, der foregår i det gamle Rom efter republikkens fald; den er opbygget af historier, son hovedpersonerne fortæller hinanden, samtidig med at der en rammefortælling om fortællerne selv.

“Eksil” er samlingens længste tekst og et vellykket forsøg med en lidt altmodisch struktur og tone, der stadig er let at gå til og værd at læse. Lunøe holder en fin balance her og i resten af samlingen, og “En dag uden sol” er i det hele taget velskrevet. Sproget er fint og holder læseren kørende.

En klassiske baggrund kommer også frem i “Isabella”, der er en opdatering af en fortælling fra “Decameron”, og “Vraggods”, der ad snørklede veje tager udgangspunkt i HC Andersen. Og så en af mine favoritter: “Manden og maskerne”, der af Lunøe selv betegnes som Sherlock Holmes udsat for Oscar Wilde. Her kontaktes vor hovedperson af sin kunstneriske ven, der er blevet grebet af sit seneste projekt: at planlægge det perfekte mord. Desværre kommer nogen ham i forkøbet – måske; for det perfekte mord er svært at genkende som et mord. Her skriver Lunøe med glimt i øjet og en god sans for stemning.

Sammen med “Manden og maskerne” står især titelnovellen tilbage efter endt læsning. Den omtalte dag (en mandag i maj) er uden sol, fordi det er Guds ansigt, som stiger op af havet den morgen. Forventeligt nok skaber det en del omvæltninger i verden, men især for Jimmy, der egentlig bare gerne ville overnatte i telt i sin have. I stedet bliver han udpeget som Guds sendebud og må stå for kontakten til resten af menneskeheden, som gerne vil vide, hvordan tingene skal foregå fra nu af.

Generelt for samlingen gælder, at Lunøe kommer vidt omkring. Han falder ikke til ro i én form, men afprøver adskillige, så vi får alt fra en drømmende kærlighedshistorie til en lidt gammeldags science fiction-novelle med filosofisk tilsnit. Det var ikke alle historier, der ramte mig som læser (hvad man da heller ikke kan forvente), men den store bredde var forfriskende. Og så er det tydeligt, at Lunøe har både ambition og noget på hjerte med sit forfatterskab.