NEPOTISME. Nu er Den Elektriske Kanin ikke normalt stedet, hvor jeg snakker om billedbøger, men her skal nu være en undtagelse – ikke alene fordi der er tale om en god bog (ja, man fristes til at sige en oplagt julegaveide), men også fordi det er min kone, der har bedrevet teksten til den.

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.