KØRESTOLSDOMMEDAG! Gabrielle er en falleret psykolog, der har været udsat for en bilulykke og hun må derfor tilbringe de fleste at hendes vågne timer, i en kørestol. Efter ulykken er hun blevet psykisk uligevægtig, og har derfor fået arbejde på en psykiatrisk, lukket afdeling. Bethany er 16 år og patient. Hun er alle afarter af personlighedsforstyrret, udadreagerende (i ekstrem voldelig grad) og moralsk afstumpet. Det bliver naturligvis Gabrielles opgave, at tage sig af Bethany og få hende på ret køl igen. Men noget er galt. Bethanys sidste psykolog blev vanvittig og måtte forlade stillingen, efter hun var blevet indhyllet i Bethanys sindssyge vrangforestillinger. Eller er det vrangforestillinger? Er der faktisk noget om det Bethany siger, og hvad er det egentlig hun siger?

Selvom introen ovenfor, får det til at lyde noget mere socialrealistisk, så er der tale om en helt klassiske undergangsroman. Naturen (eller Gud?) har set sig sur på verden (!?) og alle dens forfærdelige mennesker der grisk, grådigt og uden omtanke har udnyttet jorden og dens ressourcer alt for længe. Det ulmer under vandet i gaslommer og oliefelter, og måske truer en tsunami hele nordeuropa. Udover undergangen, bliver der også tid til et kærlighedsforhold mellem Gabrielle og den pæne, søde og let overvægtige Frazer Melville. Historien bevæger sig igennem alle de bevægelser vi kunne forvente, af en undergangsroman.

Sproget er en pudsig blanding af nutid og datid. Det kan være svært at afgøre om det er fordi bogen dårligt lader sig oversætte, eller om det er fordi oversætteren har været særligt doven. Denne anmelder tror dog imidlertid det handler om den dårlige overgang mellem tids-spil på engelsk og dansk. Flere gange kan man nøsten oversætte sætningerne direkte til engelsk, og få en bedre mening og et bedre flow. Det er formegentligt ikke fordi Liz Jensen skriver dårligt, at bogen får et noget hakkende udtryk, men mere et spørgsmål om oversættelse. Imidlertid er jeg heller ikke sikker på at Liz Jensen skriver godt. Det er, som historien, meget det man kunne forvente.

Det er svært at være meget begejstret for “Varslet”. Liz Jensen bringer ikke noget nyt til genren, som ikke allerede er blevet spoleret af Hollywood og computer-effekter. Derudover er det svært at overhøre forfatterens fordømmelse af menneskeheden, der er slet skjult i en kristen ekstremistisk super-prædikant. Men, alt det kunne man nok overse og lade spændeingen rulle indover én og sluge romanen som den var tænkt. Det udebliver dog. Problemet med romanen er, at der ikke rigtig er nogen skurk eller uoverkommeligt problem (jo jo, jordens undergang og alt det). Vi er aldrig rigtig i tvivl om, om de klare den. Og selv da det hele kulminerer på bogens sidste fem-ti sider, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man ikke rigtig har oplevet noget man ikke kunne have forudset.

Muligvis har det være Liz Jensens ide at skildre et undergangsscenarie set indefra. Imidlertid er vores “indefra” reduceret til en surmulende, uligevægtig, fysisk handicappet psykolog. Det er alle præmisserne for en interessant indre dialog, som kunne være beskrevet godt i bogen her. Det er den bare ikke. Hovedpersonens transcendens fra en position til en anden, er så smækfyldt med klicheer at det er til at skære ud i skiver, og det er på alle mulige måder småkedeligt.

Jeg har set bogen her beskrevet som en “spændende odysse”, men må erklære mig uenig.