Der er en dejlig scene i starten af The Status Civilization: en ladning fanger vågner op og finder ud af, at deres hukommelse er blevet slettet, efter de har begået forbrydelser på Jorden. De vil nu blive sat af på Omega, som er deres planet – alle der er ligesom dem.
De bliver hurtigt enige om, at det dårligt kunne blive bedre: en hel planet fyldt med folk, som kun ønsker at blive bedre mennesker, og som alle starter fra nul. Det er jo den sikre opskrift på en utopi.
Og så kommer den bevæbnede,vrede mand gennem døren.

Enhver, der har bare hørt om Australien, ved, at en masse straffefanger samlet ét sted er opskriften på alt andet end utopi. Men Robert Sheckley vidste det naturligvis godt, og han havde en frugtbar fantasi, så han morer sig lidt med ideen. The Status Civilization er del af en hæderkronet science fiction-tradition, der går ud på at anbringe en tilnærmelsesvist uskyldig og i al fald uvidende person i et fremtidigt samfund, som balancerer på den ene eller anden side af grænsen til det groteske. Normalt indebærer det gerne tidsrejser, kryogenisk søvn eller lignende, men her får hovedpersonen altså bare slettet hukommelsen.
Heldigvis er han også del af en anden (og lidt mere trættende) sf-tradition, nemlig den kompetente mand, som kan slå alle odds. Så det fyger med mordforsøg, absurde traditioner og generel fjol. Sjovest er det, når man fornemmer satiren, men til tider føles det dog lidt, som om historien bare kører på frihjul og forsøger at chokere sin læser.
Ikke den vildeste læseoplevelse, men dog noget underholdende i sine lettere naive betragtninger over mennesket og samfundet. Og så er det en bog fra dengang, hvor man kunne skrive en roman på 120 sider. Alene det giver den point i min bog.