Det var fristende at forkorte overskriften til Monster Dick, men det ville sikkert give noget sært trafik og nogle mystiske kommentarer på indlægget. Og China Mieville er ikke typen, der forkorter noget, så måske skulle jeg i stedet have skrevet “Moby Dick med monstre og pirater og magi og teknologi og hypersværdkampe og og og…!” For det er stort set, hvad han har begået her: et sønderjysk kagebord at ideer og påfund og indfald. Indtil man overvejer, om man lige skal holde en pause før den sidste litterære mintpastil.

The Scar er nummer 2 i Bas-Lag-serien, og fokus har denne gang bevæget sig væk fra New Crobuzon – men der er ingen tvivl om, at det stadig er den, der er motoren i forfatterens værk. Bellis er på flugt, hvilket finder sin årsag i Perdido Street Station, selv om hun ikke var med i den, og hun stiger til søs på et skib, der bl.a. skal bringe en ladning af teknomagisk ændrede slaver til en koloni. Undervejs sker der dog ting og sager, og snart finder hun sig selv som beboer (også kendt som: fange) på den flydende piratby Armada – den lever sit eget liv på verdenshavene, og det bliver hun også nødt til nu.

Hun er dog ikke helt tilfreds, og hun er ikke alene, så snart er hun viklet ind i… ikke et spind, nok snarere en tangmark af intriger og planer. Våde, klamme og fyldt med grumme ting. For nogle af byens ledere har tænkt sig at opnå det umulige.

Nogle bøger genlæser man, selv om man godt ved, at oplevelser ikke bliver lige så god som første gang. Perdido Street Station var god at genlæse, men The Scar var næsten bedre end første gang. Mieville er god til skummelhed, og han må have ransaget et maritimt bibliotek og dernæst skrevet et par nye bind til det for at fylde bogen med salte påfund. Jeg ved ikke, hvor mange der har forsøgt sig med at kombinere fantasy og søroman, men jeg forestiller mig China Mieville ringe på deres dørklokke, række dem et eksemplar af The Scar og grine på Nelson-vis. Haha.

Jeg får helt lyst til at læse Moby Dick. Omend den ville skuffe mig i sin mangel på semisentient tang.