Jeg er en lidt doven læser – jeg slapper af, når jeg får en bog mellem hænderne (også når den forklæder sig som en Kindle), så jeg er ikke altid god til at fange alle de små genialiteter, forfatteren (naturligvis) fylder sin tekst med. Det er den store oplevelse, der fæstner sig, ikke detaljerne (med mindre de er virkelig gode). Jeg tror, det er grunden til, at jeg altid er lidt nervøs for at kaste mig over Neal Stephensons bøger – de er gerne tykke, men ulig den sædvanlige science fiction-murstenstjubang kræver de læserens tilstedeværelse hele vejen igennem.

Men en forlænget weekend og godt vejr var den perfekte undskyldning for at dykke ned i The Diamond Age. Og som sædvanlig var det ikke skuffende – jeg tror endnu ikke, jeg har læst en Stephenson-bog, jeg ikke kunne lide; nogle af dem er røget i kategorien “jeg aner faktisk ikke, hvad der foregik, men det var fedt, mens det skete”, men skuffet er jeg ikke blevet.

Vor hovedperson – eller rettere en af dem, men nok den vigtigste – er forældreløse Nell. Det tillægsord+navn er som taget ud af en Dickens-roman, og det er ikke helt tilfældigt, for Nell vokser op i en fragmenteret fremtid, hvor de vigtigste sociale lag har konstrueret sig selv efter victorianske dyder (jep, det er vigtigt med en pæn hat, når man går udendørs) eller konfuciansk filosofi. Enten tilhører man en stamme, eller også er man på røven – og som forældreløs har man ikke det bedste udgangspunkt for at opnå de store ting i livet. Men ad finurlige veje kommer Nell i besiddelse af the Young Lady’s Illustrated Primer – en bog/computer/multimediecenter/nanovidunder skabt med det formål at opdrage en ung pige fra det bedre borgerskab, så hun kan blive typen, der kan forme fremtiden.

Tilsæt dernæst en lang række magtfulde mennesker med diverse interesser i selvsamme fremtid, og man kan næsten forestille sig, hvordan Stephenson har skubbet til det og så lænet sig tilbage med et lille smil for at se, hvordan det hele gik.

The Diamond Age kræver som sagt, at man er vågen, for forfatteren har en tendens til selv at ville bestemme, hvor han fokuserer. Vigtige elementer med stor betydning for plottet har det med  til at blive afviklet i bisætninger, mens han morer sig med at udforske, hvordan det tænkte samfund påvirker de mennesker, der render rundt i det. Normalt ville det ikke være noget, der kunne blive spændende, men Stephenson har styr på det, og selv om han ikke udpeger en klar retning for historien, får han alligevel trukket læseren ind, tilsyneladende legende let. Det er en fornøjelse af læse.