Simons indlæg fik mig til at tænke på DVDer. For nogle år tilbage begyndte vi at rydde op i filmsamlingen – og kom til den indsigt, at en stor del af den bestod af “den bør man da have/se”-film… som vi for en stor dels vedkommende aldrig havde fået set. Mange af dem er uden tvivl gode film, men de har også ofte det tilfælles, at de kræver, at man er i det rette humør. Eller at man har noget overskud.

Heldigvis var der også en del titler i kategorien “Den kan vi da altid se.” For der er film, som man ved stort set enhver lejlighed kan hive frem og smide i den antikverede DVD-afspiller. Med andre ord: film, du bør eje på et fysisk medie – ikke fordi de nødvendigvis er gode, men fordi de underholder selv den kedeligste sjæl, og den slags vederkvægelse bør ikke være afhængig af, om streamingtjenesterne er nådige.

Og her er fem af dem: film, du altid kan gense og derfor bør eje på DVD.

1. Jurassic Park

Hele den originale serie, faktisk – og ikke fordi man skal være komplettist, men fordi man skal se dem alle for at forstå seriens højdepunkt: Jurassic Park III. Jep, jeg sagde det – ikke Spielbergs gennemførte nyklassiker (som ærligt talt er lidt for pæn) eller hans opfølger (som hver gang overrasker mig med, hvor dårlig den er), men tredie del af sagaen, hvor der ikke længere er ambitioner om at skabe filmkunst eller flødestuvet familieunderholdning, men bare god dino-tjubang med Sam Neill og William H. Macy. Selv den obligatoriske barneskuespiller slipper afsted med et uden at indbyde til verbal vold mod sin person (som visse andre hysteriske og/eller gymnastikudøvende eksemplarer af racen).

Den cross-over, der kunne være bedre end Jurassic Park III. Via.

2. Day After Tomorrow

Jeg er fristet til at sige, at der her er tale om den perfekte søndagsfilm. Kombination af aggressive klimaforandringer og heltemodige rollemodeller rammer den der goldilocks-zone, hvor tåbeligt bliver ophøjet til noget mere rent – man kunne kalde det skøntåbeligt. Når rumvæsener engang lander på den uddøde Jord og opdager den her, vil de se menneskene afbrænde deres bøger i stedet for det usandsynligt meget mere effektive træ, og de vil nikke vidende til hinanden over deres popcorn (eller, du ved, udenjordiske ækvivalent til det – sikkert hypercorn, hvis min ungdoms navngivelseskonventioner holder).

3. The Mummy

Nej, ikke den der med Scientology-talsmanden – og nej, heller ikke klassikeren med Boris Karloff, men de to (der findes kun to) med Brendan Fraser. De er (sagt helt uden ironi eller andre formildende omstændigheder) fandens god underholdning. Det er en mere letbenet udgave af Indiana Jones med mere overnaturlig action og ikke at forglemme 100% mere Brendan Fraser.

4. Tucker and Dale vs Evil

Jeg er glad for horror, men humoristisk horror er altså bedre til gensyn end “rigtig” horror. Måske er det, fordi folk ikke skriger, når man råber bøh anden gang, men de ler, når man kilder dem igen – og så skriger de, og politiet kommer, og det bliver altsammen lidt akavet. Men Tucker and Dale er sådan en film, der både tilfredsstiller mit horrorhjerte, fordi det er en kærlig parodi, får mig til at le, fordi den er sjov, og gør mig lidt glad, fordi hovedpersonerne bare er svære ikke at holde af. Og så er den fyldt med citerbare sekvenser.

5. Shaun of the Dead

Som en ekstra understregning af min pointe om horror og humor er der nok ikke en film, jeg har set flere gange end Shaun of the Dead. Shaun er… noget nær den fuldkomne film. Den fungerer som zombiefilm. Den fungerer som komedie. Den fungerer som film. Den fungerer som visuel smertestiller, når midtlivskrisen trykker. Samfundet ville spare penge, hvis vi erstattede alle samlivsterapeuter med tvungne forevisninger af Shaun of the Dead. Samtidig kunne det fungere som en lakmustest for menneskelighed – dem, der ikke reagerede på filmen, ville uden større tjuhej kunne køres til lejre, hvor de ikke ville kunne påvirke ægte mennesker.
(Shaun of the Dead er dejlig. Det behøver ikke betyder, at jeg skal være det. Men jeg ville måske overveje lejrenes beskaffenhed, hvis jeg blev sat til at gense den, før jeg skulle træffe beslutningen.)
Se Shaun igen, når du får chancen. Og nyd, hvordan den ikke kan afslutte en scene uden at rumme både en funktion i handlingen og en eller anden form for punchline. Der er en Terry Pratchett-agtig tvangsprægethed i dens konstruktion, som ikke er værdsat nok.

Hmmm, det var et ganske fornøjelig ned i gensynsglædens varme favn. Der vil jeg nok vende tilbage med flere titler – og opfordre mine medkumpaner til at gøre det samme. Vi kan skabe fundamentet for en ny dannelseskanon!